LA: Regeringen bør gentænke kulturbesparelser

Af Leif Mikkelsen (LA)
Kulturordfører 

I Liberal Alliance finder vi det helt rimeligt, at alle led i den offentlige sektor bliver mødt med et krav om, at opgaverne skal udføres mere effektivt.

Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at det er en af de vigtigste politiske opgaver overhovedet, at vi hele tiden sikrer, at tingene bliver gjort smartere. En fin måde at gøre det på er ved at udstikke et mål og så i øvrigt undgå at stå i vejen for det med detailregulering.

Derfor er vi selvfølgelig også helt enige med regeringen i, at den offentlige sektor skal effektiviseres over en bred kam. Konkret har regeringen valgt at indfri denne ambition med et såkaldt omprioriteringsbidrag, der foruden effektiviseringer bogstaveligt talt også skal skabe rum for nye prioriteringer. Med andre ord skraber man altså penge sammen fra alle hjørner af den offentlige sektor, og den pose penge kan regeringen og Folketinget så efterfølgende dele ud af.

Mod til prioriteringer?
Kulturområdet er ingen undtagelse i denne sammenhæng, og det er ganske uproblematisk, for selvfølgelig bør vi også her se på, hvordan vi får mere ud af pengene. Imidlertid er det relevant at diskutere, om omprioriteringsbidraget er den rigtige fremgangsmåde i alle henseende.

For det kan uden tvivl give god mening at tage en tur med den såkaldte grønthøster – som omprioriteringsbidraget jo reelt er –  i nogle situationer, men det er vigtigt at huske på, at målet om forandring også kan opnås ved at lave reelle politiske prioriteringer, og det er i nogle tilfælde at foretrække. Men det kræver selvfølgelig, at man tør stå ved det, når man strammer ind et sted for at bruge mere et andet sted. Og det kan være en svær øvelse, fordi det kan give en frygtelig masse ballade, hvis man tager noget fra nogle, som de har vænnet sig til at få. Netop derfor bliver det politiske system ofte utroligt konservativt.

Regeringens beslutning om at tage lidt fra alle, så alting fortsat kan bevares, er ikke et udtryk for nogen konkret politisk prioritering, og det giver nogle udfordringer for kulturområdet, fordi driftsomkostningerne sammenlignet med andre områder her er små, hvorfor der hurtigt må skæres i selve kerneydelsen - nemlig kulturen. Dermed ikke sagt, at det ikke må ske, og at kulturområdet ikke også skal holde for. - Men i stedet for at skære ned i blinde, så bør vi konkret drøfte, hvad det er, vi bedst kan undvære.

Gentænk besparelser 
Vi tror selvfølgelig ikke, at omprioriteringsbidraget dræber kulturlivet i Danmark, men det bør ikke forhindre, at vi gentænker de helt rimelige besparelser endnu engang. For eksempel bekymrer det os meget, at højskolerne står til at mærke drastiske konsekvenser ved den nuværende metode. Ja faktisk risikerer nogle ligefrem at lukke. Det vil vi gerne undgå, for højskolerne spiller en utrolig vigtig rolle i forhold til at fastholde og formidle de helt grundlæggende værdier, vi har til fælles som danskere. Og højskolerne har i forvejen måttet stå model til hårde sparekrav, så der er ikke meget tilbage at give af.

Derudover har regeringen selv gjort et nummer ud af, at den ønsker ’et Danmark i bedre balance’, og på den baggrund er det mærkværdigt, at regeringen vælger at skære på højskolerne, som jo i meget høj grad ligger i yderområderne. De mere tyndt befolkede egne af Danmark har naturligt sværere ved at have et rigt kulturliv på mere kommercielle vilkår, så her har vi faktisk at gøre med et område, hvor den offentlige kulturstøtte kommer til sin ret.

Ønsker man både at nå målet om at finde penge på kulturområdet og sikre de vigtigste danske kulturtilbud, så nytter det derfor ikke at tage lidt allevegne. Man må trække i arbejdstøjet og turde at vælge fra og til – og så tage de tæsk, der følger med.

debat@altinget.dk