LA: Hvilke konsekvenser får sagen om UnderholdningsOrkestret?

Af Mette Bock (LA)
Kulturordfører

Selvom baggrunden er bizar, er det udmærket for en gangs skyld at få kulturen på den politiske dagsorden. Det sker alt for sjældent.

Vi ved endnu ikke, hvordan sagen om DR UnderholdningsOrkestret lander. Håbet er, at orkestret kan fortsætte, for er der noget, der på musikområdet er unikt og adskiller sig fra det, som markedet leverer, er det jo netop DR UnderholdningsOrkestrets repertoire og funktioner.

Mit ærinde i denne klumme er imidlertid et andet. Spørgsmålet er nemlig, hvad de langsigtede konsekvenser af sagen vil blive. Ikke kun for UnderholdningsOrkestret, men også for DR, armslængdeprincippet og fremtiden for DR som statsejet public service-institution. 

I andre europæiske radiofonier har man valgt at udskille orkestrene. Er det den vej, DR's direktion og bestyrelse er ved at spore sig ind på? Det kan jo være et legitimt ønske, men så må konsekvensen jo også være, at ressourcerne rykker med ud af DR, så funktionerne, i det omfang, der er politisk ønske om det, kan videreføres af andre. Jeg tror, vi kommer til at drøfte dette i de kommende år.

Forskellige tolkninger af armslængdeprincippet
Sagen om UnderholdningsOrkestret har også tydeliggjort, at der findes vidt forskellige tolkninger af, hvad armslængde betyder. I min optik betyder det, at politikerne lægger rammerne for DR's virke i henholdsvis medieaftale og public service-kontrakt. Inden for disse rammer kan og skal DR disponere uden indblanding.

Sådan tolker kulturministeren, Socialdemokraterne og SF ikke armslængdeprincippet. For her ser man ingen problemer i, at DR's bestyrelse valgte at lukke orkestret i limbo'et mellem vedtagelse af medieaftalen og formulering af en ny OS-kontrakt, der skal træde i kraft, når den gamle udløber til nytår.

DR UnderholdningsOrkestret er som bekendt udtrykkeligt nævnt i den gældende kontrakt, og derfor er lukningen kontraktbrud, medmindre begge kontraktparter eksplicit har accepteret det. Så spørgsmålet er fortsat, om kulturministeren personligt godkendte spareplanen, inden DR's bestyrelse traf beslutningen? Kontraktparterne er jo, helt formelt, DR og ministeren. Formelt set kan ministeren derfor med juraen på sin side vælge at se bort fra den inddragelse af partierne, som der har været tradition for.

Der udestår derfor en vigtig diskussion om værdien af public service-kontrakter. Hvis vi har dem, skal de respekteres, og partierne skal inddrages, præcis som når vi indgår medieaftalen. Ellers er der ingen grund til at lave en kontrakt. Vil ministeren afskaffe public service-kontrakten som reguleringsredskab fremadrettet? Det spørgsmål mangler vi at få svar på.

Debat om DR's fremtid
Det sidste spørgsmål, vi må drøfte, når musikken hører op, er, hvad public service er i et samfund, hvor DR's monopol for længst er brudt, og hvor vi med stor hast bevæger os i retning af et medieforbrug on demand, som også vil ændre DR markant.

Der er nedsat et udvalg, der skal arbejde med spørgsmålet. Jeg håber, men tror ikke meget på, at udvalget kan tilføre meget nyt, før forbrugerne for længst har overhalet os alle inden om. Derfor må vi også tage drøftelsen politisk og i den brede offentlighed. Af røgen rejser der sig således en drøftelse af DR's helt grundlæggende forpligtelser:

Skal DR fremadrettet levere alt, til alle, hele tiden - i et konstant flow på talrige, specialiserede kanaler?

Skal DR levere det, som markedet ikke kan eller vil levere, herunder musik og musikformidling - eller skal det skilles fra, så det unikke leveres af andre, der kan og vil?

Eller skal DR blive langt mere overbevisende i sin prioritering, så vi kan tro på, at DR er opmærksom på sine kerneforpligtelser - og at DR vil levere indhold til borgerne, når borgerne ønsker det?

Svarene blæser i luften. Men spørgsmålene trænger sig kraftigt på.

debat@altinget.dk