Kunstens millioner skal prioriteres

Af Rikke Rottensten
Ejer af kommunikationsvirksomheden KulturDoktor 

Det havde regnet heftigt, og Folkemødet var nået til de absolut sidste programpunkter denne halvdøde lørdag aften. Trætheden var ved at melde sig hos de mest efterspurgte talere henover weekenden. Blandt dem var så ubetinget Mogens Jensen (S) og Bertel Haarder (V).

Så paraderne var sænket, og pludselig blev det sagt, at uanset hvilken farve en regering havde, så blev der faktisk ikke rokket meget ved kulturpolitikken. Den var man ret enige om – på tværs af alle partier – så det var mest småjusteringer, der var tale om, fornemmede man mellem linjerne.

At de to garvede politikere havde ret, var blevet bevist halvandet år tidligere. For da Uffe Elbæk tiltrådte som ny radikal kulturminister i september 2011, dirrede hele kulturmiljøet over kulturens marshallplan, som han havde meldt ud før valget.

Et af de særligt opsigtsvækkende punkter i marshallplanen, var Uffe Elbæks forslag om at skære i antallet af regionale symfoniorkestre og istedet opgradere støtten til den rytmiske musik, der i dag primært skal klare sig på markedsvilkår.

Men da Elbæk satte sig til rette i ministeriet, faldt forslaget uden nogensinde at være nået længere end til at blive debatteret i medierne. Der var forskel på at være kandidat og så minister.

Hvis jeg havde siddet i den klassiske musikafdeling, havde jeg selvfølgelig også protesteret voldsomt. Men objektivt set, så havde det været befriende, hvis Uffe Elbæk havde taget ideen med sig ind i Kulturministeriet og arbejdet på at gennemføre den.

Kulturpolitik savner prioriteringer 
Hvem siger, det kun er af det onde at ændre markant på fordelingen af kulturmidlerne?

Den måde, som kulturmidlerne i vid udstrækning er blevet fordelt på i mange år. Ville vi få et stærkere, bedre og mere eksperimenterende rytmisk musikmiljø? Eller ville den klassiske musik snarere vinde fremgang, fordi Elbæks forslag havde tvunget dem til at tænke helt anderledes? 

Indenfor mit primære felt, scenekunsten, har det altid været et mantra, at man ikke kan lukke teatre. Underforstået, hvis politikerne lukker et teater, så er det et overgreb mod kunstens frie vilje og menneskets åndelige udvikling.

De få gange, det er sket, er det endt i en ret uskøn kamp. For hvis der er noget teaterfolk er gode til, så er det at agere i pressen, når de er vrede. Der ser man en særlig side af Shakespeares berømte ord om, at "All the world's a stage".

Men hvorfor kan man ikke lukke teatre? Det er mursten. Hvis der ikke skal mere til at slå teaterkunsten ihjel, så har teatret et seriøst problem.

I dag går en stor del af teaterstøtte direkte til husleje, fordi der har været et sandt byggeboom over hele landet: nye kulturhuse, flere egnsteatre, anneksscener til allerede eksisterende teatre og endelig kronjuvelerne: de to kongelige – men ret tomme – scener på Kongens Nytorv.

Kulturmidlerne ligger fast som mursten 
Der gives mange millioner i støtte til dansk teater hvert år.

Men rammerne for fordelingen af midler til scenekunst ligger på forhånd så fast, at den del af teaterlivet, hvor nybruddet og udviklingen finder sted, konstant bliver taberne i kampen om pengene.

For der, hvor der er de færreste midler, og hvor man endda kæmper med, at en hel del af midlerne er båndlagte, det er de såkaldte frie midler. Det er de penge, der ligger hos statens Scenekunstudvalg.

Her søger alle de kunstnere, der ikke har fast tag over hovedet, om penge til deres projekter. Her søger teatre, der vil noget andet end det, deres normale bevilling tillader, penge. Her søger man penge til lastbiler, teknisk udstyr, udgivelser, osv. Men pengene er ekstremt små i forhold til antallet af kvalificerede ansøgninger.

Ikke desto mindre kommer der aldrig flere penge i puljen, selv når støtten til teater ellers øges.

Der skal prioriteres 
Det handler ikke om, at der skal komme flere penge udefra. Man kunne jo også bare omfordele i den allerede eksisterende støtte til dansk teater. Opprioritere de frie midler ved at nedprioritere noget andet. Som med Uffe Elbæks musikalske forslag.

End ikke en scene til de mange hjemløse kunstnere har man kunnet finde. Oprindeligt var der tale om at bygge nyt, hvilket i sagens natur er en stor mundfuld lige nu. Men fra politisk hold har der desværre ikke engang været vilje til at rokere om på de allerede eksisterende scener i København for at lave én af dem om til en åben scene, hvor kunstnere, der er støttet under Scenekunstudvalget, og andre kunne vise deres forestillinger. Selv om der er hårdt brug for den.

"Hver gang I nægter at prioritere, falder der en engel til jorden," sagde Clement Kjersgaard til kulturpolitikerne på det nyligt afholdte Folkemøde på Mors.

Hvis ikke lige en engel, så måske en potentielt stor kunstner, som må opgive at få sin kunst ud i verden. Fordi de bevilligende myndigheder mangler mod og bevillingsmodtagerne rummelighed nok til at tage en konstruktiv debat om, hvorfor dansk kulturpolitik ikke må give plads til forandring.

debat@altinget.dk