Jyllands-Postens Fond er blevet afsløret af det mest effektive skjulte kamera, der findes

I 2016 udkom en bog med titlen ’Andre folks penge’, skrevet af to journalister fra Jyllands-Posten. Den handlede om finanskrisen.

Da Jørgen Ejbøl i december 2016 bød velkommen til bestyrelsesmøde i Jyllands-Postens Fond, indledte han med at fortælle, at bogen nu var kommet fra forlaget, og at alle medlemmer af bestyrelsen snart ville få et eksemplar tilsendt.

Senere, da mødet var ved at være slut, redegjorde Jørgen Ejbøl for en anden bog, som på den tid trak megen omtale i pressen – nemlig portrætbogen ’Pansergeneralen’ om Jørgen Ejbøl selv og hans ledelsesstil. Der var også tid til at informere bestyrelsen om ”uoverensstemmelserne de to fonde imellem”.

Ind i mellem disse orienteringspunkter havde Jørgen Ejbøl og bestyrelsen – tilsyneladende uden større diskussion – bevilget sig selv lidt flere penge, da de forhøjede deres eget honorar for at sidde i bestyrelsen til 220.000 kroner om året, dog 660.000 til formanden.

Samtidig besluttede bestyrelsen at give Jørgen Ejbøl 500.000 kroner i engangshonorar for hans store arbejde i en svær sag med Konkurrencestyrelsen.

{{toplink}}

Tilsyneladende besværede formanden sig ikke engang med at forlade lokalet, mens han sammen med resten af bestyrelsen bevilgede sig selv den halve million. 

Alt det ved vi kun, fordi Jyllands-Posten har sendt mødereferatet til Erhvervsstyrelsen, og fordi Erhvervsstyrelsen helt efter reglerne har udleveret det til Altinget og andre medier, som har søgt om aktindsigt.

Som at se med via skjult kamera

Når man læser referatet i dag, er det næsten som at opleve en scene optaget med skjult kamera i dokumentarfilmen Den Sorte Svane.

Bestyrelsesmødet i fonden blev holdt for lukkede døre, og ingen af medlemmerne kunne ane, at referatet af deres møde nogensinde skulle læses af andre.

Og de kunne da slet ikke ane, at referatet i sommeren 2024 ville blive sendt fra Erhvervsstyrelsen til en lang række danske medier sammen med en bunke andre referater og interne mails, som tilsammen tegner et forbløffende billede af forholdene i Jyllands-Postens øverste ledelse.

Der var selvfølgelig ikke noget skjult kamera under bestyrelsesmøderne i Jyllands-Postens Fond. Når vi alligevel kan læse med, skyldes det alene den danske fondslovgivning samt loven om offentlighed i forvaltningen.

Den første sikrer, at der føres en vis kontrol med, om fondsejede virksomheder drives på lovlig vist. Den anden sikrer, indsigt i den korrespondence, som offentlige myndigheder udveksler med eksterne parter.

På den måde er sagen om Jyllands-Postens Fond – og om ledelsen i hele JP/Politikens Hus – en god påmindelse om den rolle, som pressen spiller i et demokratisk samfund.

Uden kritisk mediedækning (hvoraf en del faktisk stod i JP/Politikens egne medier) var Erhvervsstyrelsen næppe gået ind i sagen til at begynde med. Og uden adgang til aktindsigt i de centrale dokumenter havde offentligheden næppe fået et dækkende indblik i den kultur, der præger Danmarks største private mediehus.

Ros til Erhvervsstyrelsen 

Derfor er det så vigtigt, at vi har en offentlighedslov, der sikrer adgang til dokumenter, der på den ene eller anden måde indgår i den offentlige forvaltning.

Normalt ville interne dokumenter fra et privat mediehus selvsagt ikke været omfattet af reglerne om aktindsigt. Men her er tale om et mediehus, der ejes og drives af to fonde, som derfor er underlagt temmelig detaljeret lovgivning.

{{toplink}}

Det giver mening, fordi fondene netop ikke har aktionærer eller andre til at kontrollere, at alt går rigtigt for sig. Og derfor har offentligheden også en legitim interesse i at vide, om de magtfulde, erhvervsdrivende fonde faktisk overholder loven. Derfor er der grund til at rose Erhvervsstyrelsen for den måde, den har håndteret sagen om JP/Politikens Hus.

Dokumenter og redegørelser i sagen er blevet udleveret løbende, i takt med at de er blevet journaliseret – selv om de berørte parter helt efter bogen har fået lejlighed til at argumentere for, om der er følsomme oplysninger, der bør undtages fra aktindsigt og derfor overstreges.

Hvad hvis det havde været en minister?

Samtidig kan man forsigtigt spørge sig selv, om de interne og ofte afslørende dokumenter fra interne møder i JP/Politikens Hus nu også var blevet udleveret, hvis skandalen ikke havde hjemme i det store mediehus, men derimod i en styrelse, en kommune eller et ministerium?

Mit eget svar er nok, at det ville komme helt an på de embedsfolk, der skulle behandle sagen – og på graden af det politiske pres, de ville være underlagt.

For selv om Offentlighedsloven er ret nem at læse, så er den samtidig fyldt med elastik, undtagelser og subjektive vurderinger, der kan falde ud til den ene eller den anden side uden at være juridisk forkert af den grund.

Og især når det gælder den statslige administration er der kommet en gummiparagraf, der kendes som “ministerbetjeningsreglen”.

Ministerbetjening betyder, alt kan holdes hemmeligt

Den regel siger kort fortalt, at dokumenter som hovedregel kan holdes hemmelige, hvis “der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand” i den sag, som dokumentet handler om.

Paragraffen blev indført i 2014, fordi et politisk flertal ønskede at sikre et fortroligt rum i den politiske proces. Altså et rum, hvor politiske idéer kan  afprøves og modnes med hjælp fra embedsværket, uden at ministeren skal risikere at stå til ansvar for idéen, inden den eventuelt fremsættes som konkret forslag.

Den tanke kan de fleste sikkert forstå, men reglen har ført til markant mere lukkethed i den politiske proces.

Et blandt flere problemer med reglen er, at ministerbetjeningsreglen ikke er afgrænset i tid – det vil altså sige, at et dokument eller en oplysning kan holdes hemmelig, alene ud fra en formodning om, at det engang i fremtiden ville skulle anvendes til ministerbetjening. Og tilsvarende kan et dokument holdes hemmeligt mange år efter, at sagen er afsluttet, hvis begrundelsen er ministerbetjening.

Ombudsmanden undersøgte allerede i 2016, hvordan reglen blev anvendt, og konklusionen lød, at ”ministerbetjeningsreglen i praksis fører til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt”.

Udvalg på vej med nye regler 

Da SVM-regeringen blev dannet i 2022 besluttede den at nedsætte et udvalg, der skulle sikre mere åbenhed med direkte henvisning til reglen om ministerbetjening.

Det udvalg har været i gang med arbejdet siden marts, og jeg er selv medlem af udvalget, udpeget af Danske Medier. Arbejdet skal efter planen være færdig i foråret 2025, og derefter vil det være op til Folketinget, om der skal vedtages nye regler.

Det er alt for tidligt at sige noget om, hvad udvalget vil komme frem til, men arbejdet skrider fremad, effektivt ledet af landsommer Thomas Klyver.

Sagen om Jyllands-Postens Fond er en god påmindelse om, hvorfor det er vigtigt, at offentligheden har indsigt i (politiske) beslutningsprocesser. For både i politik og i fondsejede mediehuse gælder, at magthavere har godt af at blive set i kortene. Når man forvalter andre folks penge, må man kunne tåle offentlighedens kontrol. 

Lå der en hemmelig aftale?

I årevis har formanden for Jyllands-Postens Fond – og måske også de øvrige medlemmer – ageret som om, de befandt sig i et ansvarsfrit rum, hvor de aldrig behøvede at stå til ansvar for nogen.

Derfor kunne de bevilge penge til sig selv uden at skele til habilitetsreglerne. Derfor kunne de holde hemmelige møder, som et besværligt medlem af bestyrelsen aldrig blev inviteret til.

Og derfor kunne de indgå en aftale, hvor Jørgen Ejbøl fra Jyllands-Postens Fond fik lov at blive siddende ud over aldersgrænsen på 75 år, samtidig med at Lars Munch fra Politikens Fond blev genindsat som formand for den fælles A/S-bestyrelse.

Det sidste – altså at der skulle foreligge en form for studehandel – benægter begge parter ganske vist er tilfældet.

Det yderst fortrolige notat

Men igen kommer redegørelsen os til hjælp. For her beskriver bestyrelsen selv et ”yderst fortroligt notat”.

I det notat er der ”passager, der kunne give indtryk af, at der var en sammenhæng mellem valget af Lars Munch til bestyrelsen i Selskabet og den konkrete forlængelse af Jørgen Ejbøl Jensens periode som bestyrelsesformand i JP Fonden og JP Holding”.

Med andre ord: Det står sort på hvidt i et dokument, som ingen nogensinde skulle have at se. Men derefter kommer den måske mest forbløffende sætning i hele redegørelsen:

”Bestyrelsen bemærker, at der ingen som helst sammenhæng er mellem disse to forhold”.

Hvad er sandt og hvad er falsk?

Måske findes svaret i det yderst fortrolige notat, men det har fonden ikke sendt ind til Erhvervsstyrelsen. Men heldigvis kan styrelsen fortsat bede om lov til at læse det – og når det kommer, vil Erhvervsstyrelsen skulle vurdere, om notatet faktisk er så fortroligt, at offentligheden ikke må se det – eller om vi skal have nok en runde med skjult kamera fra mødelokalerne på Jyllands-Posten.

{{toplink}}