Hesseldahl: Falske modsætninger mellem bredde og elite
DEBAT: Politiske opportunister og almindeligt snæversyn har skabt en falsk modsætning mellem den brede og elitære kultur, skriver Morten Hesseldahl, teaterchef i Det Kongelige Teater.
Af Morten Hesseldahl
Teaterchef, Det Kongelige Teater
Modsætningen mellem bredde og elite, hovedstad og hele Danmark er falsk.
Der er ingen anden modsætning end den, politiske opportunister og almindeligt snæversyn skaber.
Vi er en del af ét hele, nemlig det hele, der hedder Danmark, og i Danmark har vi brug for både det ene og det andet. Intet mindre.
Alligevel synes der at være en vis travlhed med at tale modsætningerne op, og det er frygteligt udansk - for at bruge en nationalchauvinistisk vending.
Kunsten skal være topprioritet
Hvis ens erfaring er, at alle altid snyder, snyder man også selv. Hvis erfaringen er, at andre gennemgående er til at stole på, vil man også agere derefter. Samfund, der baserer sig på tillid – som de skandinaviske – vil ofte opleve, at fællesskabet vokser, og bundlinjen øges, mens samfund, hvor der ingen tillid er borgerne i mellem eller i forhold til staten, vil opleve det modsatte. Det er skidt for trivslen og udviklingen, det er skidt for kunsten og kulturen, og det er skidt for økonomien.
Kulturen er der, hvor vores identitet træder frem, og kunsten er der, hvor talent og intention løber sammen og viser menneskelige udtryk fra den ypperste side. Kunst og kultur bør være en topprioritet for et samfund, der ønsker at stile højt.
Offentlige kulturmidler skal gøre en forskel. De skal ikke gives, der hvor markedet klarer sig selv, og de skal ikke gives, der hvor den frivillige indsats alligevel får initiativerne til at blomstre. Kulturmidler skal gives, der hvor det er mest nødvendigt.
På kulturområdet bør der derfor være fokus på at styrke vækstlaget, at fremme det sublime og at sikre, at det bedste af det bedste når ud til de fleste.
Ansvar for hele Danmark
Har man ikke på Christiansborg dette fokus for øje, men tror, at et sæde på tinge for eksempel primært er en anledning til at pleje lokale kulturinteresser, har man misforstået, hvad det vil sige at være landspolitiker.
Men vi andre, os, der ikke skal træffe politiske beslutninger på befolkningens vegne, har også et ansvar over for helheden og ikke kun over for os selv og en snæver kreds af ligesindede.
I dansk teater skal vi for eksempel ikke arbejde for, at alt skal fordeles ens og ligeligt. Vi skal arbejde for, at det samlede billede i al sin mangfoldighed giver danskerne så meget af den bredeste og den fineste scenekunst som overhovedet muligt, både regionalt og nationalt. Udjævning og ligemageri er i den sammenhæng en direkte skadelig ambition.
Der er behov for en økonomisk set krævende nationalscene, ligesom der er behov for lokalt forankrede teatre og aktiviteter. Der er behov for tårnhøj faglighed, og der er behov for engageret frivillighed. Der er behov for mange komponenter for at få helheden til at fungere. Der er ikke behov for at forfølge snævre lokalpatriotiske dagsordener uden sans for helheden, kunsten og kulturen. Den slags skaber blot modsætninger. Falske modsætninger.
"Vi spiser hinanden"
Alternativet: Drop det hierarkiske kultursyn
