Herning satser på et stærkt kulturliv

DEBAT: Siden 1990 har man i Herning Kommune haft en kulturpolitisk sigtelinje, som efter sidste kommunalvalg også inddrager byplanlægning og erhvervslivet. Det skriver Johs. Poulsen (R), kulturudvalgsformand i Herning Kommune.

Af Johs. Poulsen (R) 
Kulturudvalgsformand i Herning Kommune

Hele Midt- og Vestjylland er afhængig af at have et stærkt lokomotiv i form af Herning. I al fald hvis landsdelen fortsat skal kunne følge med i den nationale udvikling og især bare hænge en smule på udviklingen i hovedstadsområdet. 

Erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne udgør i et tæt samarbejde med Herning Kommune det hold, der skal skabe forudsætningerne for fortsat vækst, udvikling og tilflytning. Hidtil er det lykkedes i rimelig grad. 

Ikke mindst fordi de væsentligste aktører alle sammen blandt andet har set værdien i at investere i et rigt kunst- og kulturliv. Den slags kommer nemlig ikke af sig selv. 

Kulturen skaber værdi
Herning Kommune har igennem mange år haft kulturområdet som et særligt strategisk indsatsområde. Jeg blev kulturudvalgsformand i 1990 og har været det siden - kun afbrudt af perioden 1998-2001. 

1990 var også året, hvor Herning Kommune begyndte med at formulere egentlige mål og visioner for, hvor vi ville hen i kulturpolitikken. At der inden for samtlige kunstneriske udtryksformer skulle skabes en fødekæde, hvor alle - fra vugge til grav - ville kunne finde passende muligheder for at deltage aktivt, eller på anden måde engagere sig.

Altså en tanke om en sammenhængende indsats i kulturlivet, hvor både kvalitet og udbud til stadighed vokser. 

Kulturel selvbevidsthed i Herning
Jeg tror selv, at 1990'erne skabte en ny kulturel selvbevidsthed i Herning, og at de fleste nu kunne se, at kulturlivet ikke alene var for en elite, men kom rigtig mange til glæde og gavn. I disse år skabte vi blandt andet et af Danmarks første regionale spillesteder for rytmisk musik, Fermaten.

Blandt musikere og andet godtfolk ofte nævnt som det bedste rytmiske spillested i Danmark. Der blev samtidig udviklet et stærkt rytmisk musikmiljø med øvemuligheder og scener for de nye bands.

Via egnsteaterloven udviklede for eksempel også Team Teatret sig voldsomt i samme periode, og der blev skabt kulturhuse og stærkere økonomi til kulturlivet generelt.

Politisk opbakning til nye initiativer 
Men det er især fra 2001, vi har sat turbo på indsatsen vedrørende kulturinvesteringer. Efter valget i 2001 formulerede vi i en snæver kreds et politisk arbejdsgrundlag, hvor der for første gang for alvor blev adresseret helt konkrete indsatsområder.

For eksempel blev der udtrykt politisk opbakning til en vision om at udvikle Messecenter Herning - nu kendt som MCH - med yderligere indsatsfelter inden for kultur, idræt, koncerter og events. Ved byrådets første budgetaftale herefter blev der sat økonomi bag. Jeg tror, de fleste i dag kender effekten af denne satsning. 

Det politiske arbejdsgrundlag sikrede samtidig opbakning til blandt andet skabelsen af et nyt kunstmuseum med international profil - nu kendt som HEART - og en udvikling af bydelen Birk med kunstmuseer, spændende arkitektur og uddannelsesinstitutioner. 

Kultur i samspil med udvikling og vækst
Og på andre felter eksempelvis ny og udvidet rytmisk spillested tegnet af Kim Utzon, ny musikskole og fornyet opbakning vedrørende tiltag som for eksempel billedskole, sangskole, klassisk ensemble. 

Denne kulturpolitiske sigtelinie - eller det strategiske indsatsområde - er blevet fornyet af byrådene ved hvert af de efterfølgende kommunevalg. Til glæde for rigtig mange og irritation for nogle få. 

I 2006-07 nyorganiserede vi vores administrative struktur, således den stærkest muligt kunne understøtte, at kulturen - sammen med byplanlægning og erhverv - var frontløber for udvikling og vækst gennem dannelsen af en helt ny forvaltning. Derfor holder vi da også stadig foden på den kulturpolitiske speeder.

Forrige artikel Globalisering og digitalisering udfordrer dansk film Globalisering og digitalisering udfordrer dansk film Næste artikel Det Kongelige Teater kan ikke gøres op i antal solgte billetter Det Kongelige Teater kan ikke gøres op i antal solgte billetter