Folkeskolereform kan demokratisere kulturen

Af Jens Nielsen,
Konsulent, cand. scient. pol. og musiker

Folkeskolereformens samarbejde mellem skole og kulturliv går ikke som håbet. Nogle steder går det slet ikke. Der er brug for en styrket indsats, hvor forsøg, vidensdeling, forskning, efteruddannelse og udnyttelse af erfaringer fra sammenlignelige initiativer i andre lande kommer lærerne, pædagogerne, kunstnere og dermed eleverne til gode.

Folkeskolereformen er et af de mest løfterige kulturpolitiske initiativer, der er taget i mange år. Folkeskolereformen er ikke mindst kulturpolitisk. Den kombinerer principperne bag de kompetencemæssige læringsmål, som vil være forudsætning for den kommende arbejdsstyrkes beskæftigelse og konkurrencekraft, med principperne i legen, bevægelsen og mødet med kunsten og kulturen. Det sidste sker ikke mindst i reformens ”den åbne skole” og ”den understøttende undervisning”, hvor der åbnes op for kunstarternes og idrætternes fagligheder og skabes involverende æstetiske læreprocesser.

Store forventninger
Vi får en moderne dannelsesskole med samlet fokus på kompetence og eksistens - hvis alt kommer til at gå, som det er tænkt. Der er dog endnu en lang vej at gå.

I kulturlivet er forventningerne store. Hele kulturlivet har en ambition om at dele sine velfærdsgoder med så mange som muligt. Deling af kulturelle oplevelser skaber kulturel kapital, der skaber mening, kreativitet, social kapital og glæde over livet. Det tidlige møde med kunsten og kulturarven gennem skole og uddannelse er altafgørende for dette kulturpolitiske mål. Folkeskolereformen kan blive et gennembrud for kulturens demokratisering. Derfor var det så opmuntrende at se daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) og kulturminister Marianne Jelved (R) skabe tværministeriel planlægning af reformen og sammen præsentere den i offentligheden.

Nu må vi holde fast
Medierne er i denne tid fulde af beretninger om vanskeligheder med folkeskolereformens implementering. Senest har Frederiksberg Kommune ansøgt om dispensation fra reformen, så de kan undgå den understøttende undervisning og lektiecaféerne. Der klages over for lange dage, for lidt forberedelsestid for lærere, for dårlige lektiecaféer, uinspirerende understøttende undervisning, svært pædagog-lærersamarbejde, meningsløs eller fraværende bevægelse i løbet af dagen etc.

Om implementeringen af denne omfattende reform er gennemtænkt tilstrækkeligt fra centralt hold, kan man stille spørgsmålstegn ved. Men nu kører den, og nu må vi holde fast. Resultaterne kan opnås, hvis der er langsigtet vilje til at opnå forbedringer gennem opsamlede erfaringer, vidensdeling og efteruddannelse. Men det kræver en styrket indsats og opbakning til skolerne.

Tværprofessionelle hurdler
Vi ved fra forskning i beslægtede initiativer i England, Norge og Sverige, at mødet mellem kultur og skole giver en række klassiske tværprofessionelle hurdler. Det er faktisk pokkers svært at få til at lykkes som integreret undervisningsaktivitet. I den moderne læreruddannelse, der i vidt omfang i de nævnte lande er lagt i ramme af en fremherskende neoliberalistisk samfundsræson (det vi i Danmark kalder konkurrencestaten), er de instrumentelle kompetencers læringsmål i centrum, og kunstens sanselige, sociale og symbolske eksistensbearbejdelse ligger ofte i et blindt felt.

For de kunstuddannede og individuelt orienterede kunstnere ligger elevernes langsigtede læringsresultater ofte i et blindt felt. Når de to verdener alligevel kan mødes, skyldes det i vidt omfang ildsjæleffekten. At nogle lærere elsker kunsten og kunstnerne, mens nogle kunstnere har sympati og respekt for lærerens langsigtede, sociale og processuelle praksis. Og at begge parter opfatter eleverne som hovedpersonerne. Antallet af ildsjæle er imidlertid ikke nok til at dække alle klasser og alle skoler. Indsatsen må generaliseres og blive gennemførlig for alle relevante lærere og kunstnere, så alle børn får dette dannelsesbidrag i deres skoletid.

Individuelle præstationer favoriseres
Vanskelighederne forstærkes af et utilstrækkeligt forberedt implementeringsforløb, en helt igennem uhyrlig travlhed i forvaltningerne og hos skolernes personale med den samlede implementering, en formaliseret ledelsespraksis, der ikke opskatter de praktisk-æstetiske fag, en fagdiskurs på læreruddannelserne, der favoriserer dansk og matematik, PISA-fagene, og en fagdiskurs på kunstuddannelserne, der favoriserer den individuelle kunstneriske præstation. Kultursektorens tusindhoved organisering gør heller ikke opgaven lettere.

England gennemførte op gennem nullerne en storstilet indsats med kultur i folkeskolen under betegnelsen Creative Partnerships. 8.000 projekter blev gennemført i mere end 2.000 skoler til en samlet pris af ca. 2,5 milliarder kroner. Men indsatsen kom aldrig bag om de grundlæggende hurdler, og nogle iagttagere mener, at det var årsagen til initiativets stille død under den borgerlige koalitionsregering i 2010. Det må ikke ske i Folkeskolereformen.

Erfaringer fra broderlande
I Sverige har Den Skapande Skola og i Norge Den Kulturelle Skolesekken – to lærerige og meget store initiativer for kunst i folkeskolen - givet tilsvarende erfaringer. Den Kulturelle Skolesekken eksisterer stadig. Sidste år bevilgede den norske stat 210 millioner norske kroner til formålet. Den er grundigt forskningsmæssigt dokumenteret. Den Skapanda Skola fortsætter også, sidste år med et bidrag fra staten på 178 millioner svenske kroner. Der er opsamlet megen erfaring siden 2008 og nogen forskning.

Når vi nu skal løfte børnenes involverende møde med kunst og kultur i skolen i gang, så var det da en ide at spørge meget grundigt ind til, hvad der helt konkret var vanskelighederne og succeserne både i vore nabolande og i de danske skoler, der allerede i dag har gode erfaringer med kunst og kultur. Der må uddrages læring, og der må sættes kraftigt ind med uddannelse, relationsdannelse, ledelsesbevågenhed, laboratorier, forsøg og udviklingsplaner. Vi har en række skoleforskere herhjemme, der har en stor viden. De skal have fast arbejde på Folkeskolereformens virkeliggørelse.

Reformen skal have tid og kærlighed
Implementeringsforskningen har viden om professionelle menneskers implementeringsadfærd. Det er vigtigt at inddrage disse forskeres perspektiv på, hvad der sker, når mennesker skal opfinde nye praksisser i det daglige arbejde under omstændigheder, hvor tid og viden er knap, hvor faglige værdier, institutionelle kulturer og nye krav kan forekomme modstridende. Og hvor den personlige erfaring med kunst og kultur spiller ind, som her. Hvis vi skal blive klogere, skal vi invitere alle relevante fagligheder med til at oplyse og påvirke udviklingen.

Vi skal ikke give dispensationer og skære afgørende elementer ud af skolereformen nu. Vi må give den tid og kærlighed. Og samtidigt må vi give den åbne skole og den understøttende undervisning en helt anderledes vidensmæssig, økonomisk og praktisk opbakning.

 

debat@altinget.dk