En strygekvartet kan ikke effektiviseres

Af Jens Nielsen
Konsulent og cand.scient. pol 

Kulturminister Bertel Haarder udtalte tidligere på måneden, at de statslige tilskud til kultur skal reduceres med 2 procent om året de næste fire år. Pengene, 600 mio. kroner skal gå til sundhedssektoren og til skattelettelser. Kulturen skal fra 0-vækst til minusvækst. Og egentlig omprioritering inden for kulturen selv skal ske ved yderligere omprioriteringsbidrag, kan man forstå. Hvis ikke alt skal låses fast.

Er vi på vej fra samfundstænkningen om en sund sjæl i et sundt legeme til ideen om en tom sjæl i et sundt, skattefrit legeme, kunne man drille med at spørge.

Kulturministeren lægger op til, at så meget som muligt skal ske ved effektiviseringer f.eks. ved digitalisering.

Forskellig effekt i forskellige genrer
Men kan kulturen overhovedet effektivisere sine ydelser? Nogle steder ja, og man kan jo altid spare 8 procent, hvis kvantitet og kvalitet godt må sættes ned, eller aktiviteter helt stoppe. Men man skal være klar over, at det vil ramme med forskellig effekt i de forskellige kulturgenrer. En redegørelse fra ministeren selv om, hvilke effekter hans politik vil have, er ønskelig. Så kunne vi diskutere kulturpolitik frem for finans- og skattepolitikkens determinerende virkning på kulturen.

De to amerikanske økonomer William J. Baumol og William G. Bowen, der betragtes som kulturøkonomiens fædre, sagde i 60’erne, at der ikke findes effektiviseringsmuligheder i en strygekvartet af Schubert eller i rollelisten til skuespillet Henry IV af Shakespeare.

De udførende og skabende kunstarter er underlagt Baumol-effekten (eller Baumol’s cost disease), som udelukker produktivitetsgevinster, samtidigt med at lønnen følger den del af arbejdsmarkedet, der er karakteriseret ved konstante teknologiske og vidensmæssige produktivitetsforbedringer. Resultatet er en relativ fordyrelse af kunstens produktion i forhold til anden produktion, og at bidragyderne derfor må betale et stigende beløb til kunsten, hvis dens kvalitet og kvantitet skal opretholdes. Hvad sker der, hvis vi gør det modsatte?

Superstar-effekten
Der er sket meget siden 60’erne og visse kultur- og fritidsområder har været meget dygtige til at afbøde Baumol-effekten. Populærkulturen har udnyttet medierne og teknologien til at nå langt større målgrupper og deraf følgende pengestrømme.

Fodbold og popmusik er eksempler på succesfulde økonomier, der har effektiviseret sit udbud og hævet indtægterne markant. Superstar-effekten har ført mange af pengene over til spillerne og stjernerne, men mange af de store underholdningsvirksomheder har også gjort det godt.

For den mere seriøse del af den rytmiske musik, som Roskilde, North Side, Copenhell m.fl. står for, har festivalformatet kombineret med væsentligt bedre lyd- og skærmanlæg kunne udstrække kunstnernes præstationer til et livepublikum på mere end 100.000 personer ved koncerter. Disse festivaler har kunnet hæve deres priser og samtidigt forøget indtaget, og til trods for stærkt stigende omkostninger kan vi fortsat have et godt festivaludbud uden tilskud.

Kvantitet og kvalitet vil lide
For upcoming danske navne i den rytmiske musik, talentplejen og spillestederne vil omkostningsstigninger og omprioriteringsbidrag formentlig ikke kunne indhentes, og først kvantitet og siden kvalitet ved lide under det, når vi neddrosler gødningen til vækstbedet.

For teatre og klassiske orkestre er Baumol-effekten meget mærkbar. Også selvom velstandsstigninger kan have skabt en større betalingsvilje hos billetkøberne. Disse institutioner og ensembler vil være tvunget til at tilpasse sig omkostningsstigninger og offentlige effektiviseringskrav i et omfang, som effektivisering af administration og teknik ikke kan opveje. De opfører værker i faste anlæg med akustisk lyd, og har ikke festivalernes mulighed for massesalg og udvidelse af anlæg.

600 fuldtidsstillinger nedlagt
De kunstneriske budgetter vil skulle reduceres, som Det Kongelige Teater har meldt ud, og Danmark har allerede i dag fået færre ansatte i orkestrene, ligesom vi har nedlagt orkestre og regionale ensembler. (Lige nu venter vi på, om Esbjerg Ensemble også bliver nedlagt).

Ingen af de danske landsdelsorkestre har fuld symfonisk bemanding, og ifølge statistikbanken er over 600 fuldtidsstillinger forsvundet inden for musik generelt fra 2008 til 2012. Kor- og orkesterreduktioner spiller ind her. Hvis Esbjerg Ensemble nedlægges vil en reduktion i klassiske musikerstillinger på 8,7 procent over 4 år have fundet sted ifølge Kristeligt Dagblads oplysning den 23. september. Vi vil formentligt se det fortsætte i mindst samme takt, hvis disse institutioner skal effektivisere 2 procent om året. Det har mærkbare konsekvenser for adgang til og kvalitet af koncerterne.

Bibliotekerne har formået at besvare reduktioner i de kommunale tilskud med ændringer i materialeindkøb, bygninger og udlånssteder. Med selvbetjente biblioteker med lange åbningstider, e-materialer, brugervenlige databaser, større udadvendthed og sommetider med frivillig assistance kan man mene, at det indtil videre er lykkedes at holde borgerne skadesløse. Om det også kan fortsætte bør man foretage en analyse af, inden kommunerne skulle vælge at krympe bibliotekstilskuddene yderligere. Bibliotekerne har også en aktiv oplysningsforpligtelse, som ikke bliver mindre kompleks med tiden.

Klassiske kunstarter og talentpleje rammes mest
Museer og biblioteker vil måske være mindre præget af Baumol-effekten end den udøvende kunst, men en stor del af deres forsknings- og serviceleverancer vil ikke kunne opretholdes uden uddannede mennesker i job.

Nye generationers entreprenørskab vil kunne bakse videre med Baumol-effekten og gøre den mindre relevant af både teknologiske og købmandsmæssige årsager. Men en rum tid endnu vil Baumol-effekten eksistere. Den vil være mindst og uden negative konsekvenser for brugerne, der hvor markedsandelen af omsætningen er størst, teknologien kan udnyttes til produktivitetsforbedring, og hvor man samtidigt har mulighed for at digitalisere og medialisere oplevelsesformaterne over mange platforme.

Den vil være størst, hvor højtuddannede kunstnere optræder på faste opførelsessteder og med faste formationer, der ikke kan reduceres uden betydeligt kvalitetstab. De klassiske, udøvende kunstarter og talentplejen generelt vil blive mest negativt påvirket, når effektiviseringskravene rulles ud over kulturlandskabet.

debat@altinget.dk