Embedsmænd bliver mere anonyme

LUKNING: Det bør bekymre medierne lige så meget som historikerne, at hof- og statskalenderen nu nedlægges, påpeger seniorforsker og fhv. heraldisk konsulent Nils G. Bartholdy i dette debatindlæg.

Af Nils G. Bartholdy
Seniorforsker og fhv. heraldisk konsulent

Jeg har tidligere beskrevet konsekvenserne af Hof- og Statskalenderens ophør. Det er meget bekymrende for historikerne, hvis denne kilde tørrer ud.

Men det bør bekymre medierne mindst lige så meget. Hvad angår ressortområder og -ændringer eksisterer der noget, der kan bruges på samme måde som Hof & Stat, nemlig Digitaliseringsstyrelsens FORM – men her mangler personoplysninger helt.

Det er yderst betænkeligt, hvis offentligheden og herunder pressen ikke i fremtiden på en systematisk og objektiv måde bliver i stand til at skaffe sig viden om, hvilke personer der giver politikere råd og administrerer det danske samfund. Pressen har en aktuel interesse i at kunne finde personernes navne og virkeområde.

Vanskeligt at finde navne på ansvarlige
Tænk f.eks. på den afslørede sag om svindel for milliarder over for SKAT. Hvis svindlen først var blevet opdaget om flere år, hvor der måske ikke længere eksisterer en Hof- og Statskalender eller en lignende brugbar opslagsmulighed, vil det i praksis være umuligt eller ganske overordentligt vanskeligt at finde navnene på de ansvarlige.

Ligesom historikerne har pressen derfor også interesse i at kunne gå flere eller færre år tilbage for se, hvem der udgjorde embedsværket. For at dette fortsat kan være muligt, er det nødvendigt, at Hof- og Statskalenderen videreføres i en eller anden form, og at indholdet lagres mindst én gang om året.

Ministeriers hjemmesider er ikke nok
Ministeriers og styrelsers hjemmesider opfylder på ingen måde behovet for viden om, hvilke personer der administrerer den offentlige sektor. På f.eks. Udenrigsministeriets hjemmeside findes der næsten ingen navne på personer, og her er der tale om et meget stort ministerium.

Der er en beklagelig tendens til, at embedskorpset, der som bekendt består af mange mennesker her i landet, stort set er blevet anonymiseret og dermed i praksis gjort hemmeligt i forhold til befolkningen. Det er af mange grunde uforsvarligt.

Det er mit håb, at pressen vil tage stilling til den her beskrevne situation, der har været drøftet med medlemmer af Kildeskriftselskabet, der har særlige forudsætninger for at bedømme følgerne af Hof- og Statskalenderens ophør. Jeg har også henvendt mig til Folketinget, en række universitetsinstitutter, DJØF, Kulturministeriet, institutionsledere under dette ministerium m.fl. samt til en række historiske foreninger, der alle har afgivet støtteerklæringer.

 

Forrige artikel Forbund: Danmark bør give husly til forfulgte kunstnere Forbund: Danmark bør give husly til forfulgte kunstnere Næste artikel Jelved: Held og lykke til Haarder med DR Jelved: Held og lykke til Haarder med DR