Dødsfald: Forfatter og journalist Bente Hansen (82)

Forfatter og én af de mest fremtrædende skikkelser i kvindebevægelsen Bente Hansen er død, 82 år gammel. 

Bente Hansen er stille sovet ind efter flere års sygdom. Det skriver hendes datter, Johanne Holst, på Facebook. 

Bente Hansen blev født i Videbæk i 1940 som nummer to i rækken af otte søstre. Hun var forfatter, journalist og foredragsholder og desuden kendt for sit engagement i kvindebevægelsen og på den yderste venstrefløj. 

Hun levede et politisk aktivt liv, og var medlem af først SF og siden Venstresocialisterne. Da hun i 1970 opdagede Rødstrømpebevægelsen, forlod hun partipolitik for at fokusere på græsrødderne. Her var hun var engageret i en lang række solidaritetsbevægelser, og vil blive husket som én af de mest fremtrædende kvinder i kvindebevægelsen. 

Som journalist begyndte Bente Hansen som medredaktør på Algier Frit i 1960. Siden da var hun medredaktør på Politisk Revy og chefredaktør på Dagbladet Information. Hun arbejdede desuden med TV i Danmarks Radio i en årrække. 

Som forfatter debuterede hun i 1967 med sin magisterkonferens ”Den marxistiske litteraturkritik”. Hun blev senest udgivet i form af selvbiografien ”Historien findes” fra 2014 og er i alt forfatter til 15 bøger. 

Forrige artikel Dansk Folkeoplysnings Samråd vælger ny bestyrelse Næste artikel EnergySolutions stifter giver direktørposten videre: "Jeg vil tilbage til rødderne"