DFHO: Nu er reformpolitikken nået til idrætsområdet
IDRÆTSDEBAT: Idrætten står med gode muligheder for at få mere for pengene, mener fitnesscentrenes brancheorganisation, DFHO. Her ønsker man, at det bliver politikerne og ikke idrætsorganisationerne, der bevilger penge til fremtidens idrætsprojekter.
Af Morten Brustad
Branchedirektør for DFHO, fitnesscentrenes brancheorganisation
De seneste år har politikerne taget ansvar. På kryds af skiftende flertal har de reformeret politikområde efter politikområde for at sikre sig, at det nationale budget er bæredygtigt på langt sigt.
Det har betydet markante ændringer inden for velfærdspolitiske kerneydelser som uddannelse, sundhed og ældrepleje.
Det politiske mantra er ”vi skal have mere for de samme penge”, og de nye vinde blæser også ind over idrætsområdet med Kulturministeriets udredning af idrættens struktur og økonomi.
Inden vi taler idrættens fremtid, vil jeg dog understrege, at idrættens foreninger og forbund i mine øjne har ydet et historisk bidrag til idrætsaktiviteten i Danmark og på den måde har leveret stor værdi til samfundet i bred forstand.
Mere for pengene
Men når der nu gøres status, mener jeg, at vi inden for idrætten står med gode muligheder for at få mere for pengene.
Jeg ser et stort potentiale for nytænkning af idrættens finansieringsmodel, så vi sikrer en mere effektiv ressourceudnyttelse af de mange millioner kroner, politikerne hvert år investerer i motion og idræt.
En række nylige analyser viser, at der i dansk kontekst er plads til forbedringer af idrætsaktiviteten – især findes der stor social ulighed i fysisk aktivitet.
Der er tydelige tegn på, at visse grupper halter efter resten af befolkningen, eksempelvis børn og unge, udsatte borgere og den store gruppe af idrætsuvante borgere.
Min vurdering er, at der kan opnås en endnu større idrætsaktivitet og blandt andet også et mere dopingfrit idrætsmiljø igennem en mere fokuseret og effektiv udnyttelse af tips- og lottomidlerne.
Som det er nu, kanaliseres store millionbeløb til et fastlagt udvalg af organisationer, uden der for alvor skeles til modtagernes økonomiske behov eller præstation.
Samtidigt har der igennem en årrække været en relativt lav vækst i idrætsaktive i foreningsregi.
Tænk idræt sammen med sundhed og forebyggelse
Derfor har Kulturministeriet god grund til at se nærmere på finansieringsmodellen med faste "bloktilskud" til idrætsorganisationerne.
I den forbindelse er det vigtigt at bide mærke i, at udredningen kun ser på perioden fra 1995 og frem. Derfor vil udredningen ikke vise, hvor voldsom væksten i tips- og lottomidler var i perioden 1992-1994.
På få år skete her en tredobling i de fordelte midler, og niveauet er stort set blevet fastholdt siden da.
Dét faktum, og at det skete uden, at politikerne stillede nye krav til idrætsorganisationerne – eller systematisk målte på effekten og evaluerede på afkastet af den massive økonomiske investering – gør, at det nu må være tid til politisk nytænkning.
Jeg mener for eksempel, at der er oplagte muligheder for at tænke idrætsområdet tættere sammen med de sundheds- og forebyggelsesopgaver, som politikerne også har ansvaret for.
De danske kommuner kunne godt bruge en fast idrætspulje målrettet til at støtte dem i deres relativt nye opgaver i nye samarbejdsformer.
Politikerne som bevillingsaktører
Det er i øvrigt en bemærkelsesværdig konstruktion, at man relativt ukritisk uddeler meget store summer til en række idrætsorganisationerne, som herefter sætter sig tungt i sædet som bevillingsaktører.
På den måde skaber systemet barrierer for alternative støtteværdige idrætsprojekter. Det gælder eksempelvis fremme af dopingfri idræt, hvor problemerne for såvel elite som motion stikker så dybt, at en langt større og mere direkte bevilling til Anti Doping Danmark er nødvendig.
Derfor bør det være politikerne og ikke idrætsorganisationerne, der beslutter og bevilger midlerne til støtteværdige idrætsprojekter.
Altinget | Kultur skyder idrætsdebatten i gang
Kulturpolitikken er forsvundet fra partiernes DNA
