DF-borgmester: Jeg sov ikke i timen

REPLIK: Michael Gatten (R) kritiserer i et debatindlæg kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) for at have sovet i timen, da aftalen om kommunal finansiering til Det Kongelige Teater blev indgået. Men der tager han ifølge borgmesteren fejl – hvis der er en, der har snorksovet, er det overborgmester Frank Jensen (S).

Af Carl Christian Ebbesen (DF)
Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune

Michael Gatten, radikalt medlem af Borgerrepræsentationen og Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, beskylder mig her på Altinget for at have snorksovet i forbindelse med en ny aftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater.

Radikale tager fejl
Det eneste, Michael Gatten har opfattet korrekt omkring arbejdet med den aftale, er beløbet på knap 48 millioner kroner, som Københavns Kommune hvert år yder i tilskud til Det Kongelige Teater og Operaen.

I juni måned blev et udkast til en aftale mellem Økonomiforvaltningen og Det Kongelige Teater præsenteret i Borgerrepræsentationen. Uden at jeg og Kultur- og Fritidsudvalget blev inddraget eller spurgt til råds om indholdet. 

Et flertal, inklusive Dansk Folkeparti, besluttede derfor at sende udkastet til aftalen retur til Økonomiudvalget og overborgmesteren med et ønske om, at Kultur- og Fritidsudvalget blev inddraget i udformningen af mere præcise og tydelige krav til samarbejdet.

God og konstruktiv aftale
Derefter udarbejdede min forvaltning i en meget konstruktiv dialog med Det Kongelige Teater et mere præcist og tydeligere formuleret udkast til aftale, som blev forelagt i Kultur- og Fritidsudvalget. Det blev enstemmigt vedtaget i september, og aftalen er siden også godkendt i Borgerrepræsentationen.

Et blandt flere mere præcise krav i den reviderede aftale er, at fem millioner kroner af det samlede årlige tilskud på 48 millioner kroner øremærkes til at åbne Det Kongelige Teaters huse for borgerne i København og til konkrete samarbejder med københavnske skoler, festivaler og kulturaktører. Det er en rigtig god og konstruktiv aftale om et udvidet og tættere samarbejde mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater, som jeg bakker op om.

Hvis De Radikale skal kritisere nogen for at have snorksovet, så er det overborgmester Frank Jensen (S). Han har de sidste 12 år haft ansvaret for aftalen med Det Kongelige Teater uden at have fastsat et eneste mål.

Forrige artikel Kunstkonserveringen: Kunst- og kulturarven er truet Kunstkonserveringen: Kunst- og kulturarven er truet Næste artikel Internationalt – så bliver det ikke finere Internationalt – så bliver det ikke finere