Debat: Desperat Hesseldahl i absurd politisk teater

REPLIK: Morten Hesseldahl, chef på Det Kgl. Teater, foreslog sidste uge at flytte kulturstøtte fra institutionerne til borgerne. Men udtalelserne er desperate og undergraver den institution, han er sat til at lede, skriver Troels Svendsen.

Af Troels Svendsen
Forfatter og violinist

Kan man forestille sig en større privat virksomhed, hvis muligheder dens administrerende direktør bevidst prøver at undergrave? Ville i så tilfælde virksomhedens bestyrelse ikke råbe vagt i gevær og prøve at finde en leder, der er loyal?

Hvad siger Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen til Det Kongelige Teaters administrerende direktørs udtalelser til Altinget?

Det virker helt desperat, når teaterchef Morten Hesseldahl forsøger at undergrave den institution, han er sat til at lede. Indirekte at bede om færre penge til Det Kongelige Teater, hvis kulturudbud han er ansat til at formidle bredest muligt. Direkte politiserende udtalelser som disse er næppe en del af hans stillingsbeskrivelse.

Kontroversiel ledelsesstil
Men jeg forstår godt, at Morten Hesseldahl er desperat. I hans få år på posten har han mødt kraftig modstand på grund af sin ledelsesstil og sine besparelser, som vedholdende har rettet sig imod det kunstneriske personale, hvis præstationer på scene og i orkestergrav er den eneste grund til, at vi har et kongeligt teater.

Teaterchefen har ikke ladet offentligheden tilflyde oplysninger om, hvor meget der er blevet sparet administrationen, hvor Deloitte&Touche påpeger et betydelig overforbrug.

En administrativ medarbejder koster ifølge samme i snit 600.000 kroner, mens til eksempel en kapelmusiker i snit koster 450.000 efter, at Det Kongelige Kapel kollektivt selv foreslog en kollektiv lønnedgang på 10 procent for at bevare orkestrets kunstneriske niveau og muligheder.

Hesseldahl har desuden hængt grupper af ansatte på teatret ud offentligt og i det hele taget vist dem en enestående arrogance.

Ødslet penge på fremmede orkestre
En anden grund til hans problemer er den modstand, han har mødt ved at ødsle penge på fremmede orkestre, mens han har skåret ned i sit eget, Det Kongelige Kapel.

I den forbindelse har han i tre omgange nægtet aktindsigt i, hvor meget mere det koster at engagere Copenhagen Phil i forhold til at bruge Det Kongelige Kapel -  selvom Kulturministeriet allerede i første omgang afviste hans begrundelse for ikke at give aktindsigt, altså at han ikke ville ud med, hvor mange penge der i kraft af hans dispositioner er spildt.

At det har været dyrere at engagere Copenhagen Phil, end det ville have været at lade Det Kongelige Kapel passe sin tjeneste, har Hesseldahl indrømmet, men ikke hvor meget dyrere, det har været.

Altså hvor mange penge, der dermed er hældt ud af vinduet, og som der kunne have været lavet kunst for. Der tales om et sted op i nærheden af to millioner!

Desperation bunder i afmagt
Desperationen må bunde i egen afmagt - i teaterledelsens manglende evne til at samarbejde med de, at han ansatte og til markedsføre kulturarven.

Det Kongelige Teater magter ikke - på trods af sin kæmpemæssige og dyre administration -  at skabe fornøden interesse for koncerter, opera og ballet og skuespil.

Det kunstneriske niveau er i top ud fra en international sammenligning. På kerneområdet er der ingen krise.

Det, der serveres for publikum, når tæppet går op, og som er den eneste grund til, at Det Kongelige Teater eksisterer, blomstrer i kraft af de medvirkendes dygtighed og kærlighed til deres metier.

 

Troels Svendsen er violinist, medlem af Det Kongelige Kapel 1965-87, musikjournalist på DR fra 1981-2003 og forfatter til bogen ”Det Kongelige Kapel – verdens ældste orkester” (2014).

Forrige artikel Debat: Kulturen skal ikke leve på almisser, men kan berige erhvervslivet Debat: Kulturen skal ikke leve på almisser, men kan berige erhvervslivet Næste artikel Ekspert: Kulturpolitiske evalueringer kræver nye værktøjer Ekspert: Kulturpolitiske evalueringer kræver nye værktøjer