Dansk Rock Samråd: Skal kunststøtten bevare eller udvikle?
DEBAT: De kulturpolitiske midler bliver i stigende grad brugt på de største institutioner og de stærkeste markedskræfter. Der er behov for en kulturpolitik, der tør stimulere udvikling og nytænkning, skriver Gunnar K. Madsen, leder af Dansk Rock Samråd.
Af Gunnar K. Madsen
Leder af Dansk Rock Samråd (ROSA)
Kulturbegrebet tumler i disse år rundt på gulvet på den politiske scene!
Der er ikke megen enighed om, hvad begrebet dækker eller står for. Er kultur lig med kunst, eller er kultur lig med al menneskelig gøren og laden? Er alle, der arbejder i kulturens kreative sektorer, kunstnere? Eller er de kunsthåndværkere? Eller håndværkere på lige fod med alle andre håndværkere? Eller bare kulturarbejdere?
Skal kulturpolitikken økonomisk sigte mod at understøtte det levedygtige, eller skal den kompensere for manglende indtægter? Skal kunsten være nyttig? Skal kunsten ”kunne betale sig” for at opnå politisk støtte?
Eller skal kunst og kunstnere opfattes som noget, der er løsrevet fra anden forpligtigelse end sine egne mål og ambitioner?
Personligt så jeg helst, at vi så på kunstens væsen og samfundsmæssige nytteværdi, lidt ligesom vi har valgt at se på ytringsfriheden: som et betydeligt, ja, afgørende, fælles gode, uanset om det udmøntes i grupper eller individuelt.
Søger folkelig accept
I stigende grad ser vi de kulturpolitiske midler søge mod de største institutioner og de stærkeste markedskræfter.
De offentlige midler søger folkelig accept, applaus og succes. Det er vel en følge af den næsten klinisk retfærdige noget for noget-samfundsfilosofi. Måske en bekvem kulturkonservatisme, legitimeret af den påståede, overordnede økonomiske krise?
Skal kulturpolitikken bevare eller udvikle?
Hovedparten af de offentlige kulturmidler til musik anvendes på covermusik – eller fortolkninger af gammel musik – fra X-factor til symfoniorkestrenes store repertoire. Er det – kvaliteten ufortalt - kulturarvsstøtte eller kunststøtte? Burde man definere grænsefladerne mellem ny og gammel musik skarpere?
Udvikling og nytænkning
Jeg savner en kulturpolitik, der stimulerer udvikling og nytænkning. Sætter dansk produceret musik på både land-og verdenskort.
Hvorfor er det per definition den nye musik, der skal klare sig på markedsvilkår, og ikke omvendt det etablerede, som markedet skal tage ansvar for?
Nationalitet som kontekst for en tidsvarende kulturpolitik synger nok også på sidste vers. De internationale spilleregler rykker ind på livet af os både teknisk, økonomisk og politisk.
Det nationale som ramme bliver jo noget absurd, når f.eks. et Melodi Grand Prix kan vindes af en svensker, der synger en tysk komponeret sang på engelsk, repræsenterende Ungarn.
Og nationalitetsrammen bliver lidt flov, når vi råder over en lang række kulturpolitisk finansierede orkestre og ensembler, der dog alle – klassiske som rytmiske – langt overvejende spiller udenlandsk komponeret musik. Men ikke et eneste ensemble, der har til opgave at fastholde, tolke eller formidle dansk folkemusik! Ikke eet eneste!
Af-nationaliseringen medfører til gengæld øgede tekniske og kulturelle muligheder for at bruge ”verdensscenen”! Det udvider rammerne for den enkelte. Det gør måske alt muligt vanskeligere, javel, men også alt mere muligt!
Skal vi kalde på Moderniseringsstyrelsen?
Men vi trænger til at nydefinere, hvem og hvad vi er? Et kompliceret fælleskab, men med egen identitet og egne værdier eller blot et strømlinet forbrugersegment for omverden?
Det ville – i min optik - nok være godt i en global sammenhæng, hvis vi snart kom i gang med at skabe nogle fælles nationale og lokale referencer og værdier.
Måske man skulle kalde på Moderniseringsstyrelsen?
S: Danmark bør få sig et Kulturens Analyseinstitut
Teaterforeninger: Vi drukner i egen succes
