Dansk Kulturinstitut: Kvindekampen starter i vores kultur og sprog

Af Camilla Mordhorst
Direktør for Dansk Kulturinstitut

For 71 år siden valgte man i Kina at styrke kvinders sociale position. Loven blev ændret, og det virkede til, at spørgsmålet om ligestilling nu kunne tjekkes af på to-do-listen.

Kvinder fik blandt andet ret til at besidde jord og indgå skilsmisse. Det var juridisk set et tigerspring for de kinesiske kvinder.

For 71 år siden var Kina på nogle områder rent lovgivningsmæssigt længere fremme, end vi var på daværende tidspunkt i Danmark.

Men betyder det så, at Kina i dag er meget længere fremme, når vi taler ligestilling? Nej, ikke nødvendigvis. For ligesom i Danmark følger den kinesiske kultur heller ikke trop i det sekund, en ny lov bliver underskrevet.

"Formand" er ikke neutralt
Med kulturinstitutter placeret i blandt andet Rusland, Brasilien, Indien og Kina ser vi ofte eksempler på, at det sjældent hjælper at tænke lovgivningen som det eneste brugbare værktøj.

Det gælder især, når det kommer til komplekse udfordringer som ligestilling. Gamle traditioner præger stadig arbejdsmarkedet, uddannelserne og hjemmene.

På trods af megen lovgivning på ligestillingsområdet, halter det stadig på ligestillingsområdet både hos os og i Kina.

Og hvorfor så det? Fordi det kræver en kulturændring at nå dertil. Vi ændrer ikke måden, vi lever på, før vi ændrer måden, vi tænker på.

Vi ser det med sproget. Vores måde at tale på er i konstant forhandling med vores måde at opfatte verden, os selv og hinanden på. Konstant sker der ændringer, og vi tilføjer og sletter ord, vi enten finder uundværlige, inkluderende eller mangel på samme.

Men hvor starter de sproglige ændringer? De starter i vores kultur.

De starter den dag, nogen insisterer på, at ordet ’formand’ ikke er neutralt, eller ser, at generalsekretæren bliver benævnt som ’han’ i vedtægterne. Sidstnævnte var tilfælde i vores vedtægter på Dansk Kulturinstitut.

Der skulle gå 79 år, før det blev anset som et problem. Måske fordi jeg var tiltrådt som den første kvinde på posten.

Pippi Langstrømpe og Cirkeline
Men problemet er sjældent så håndfast. Det begynder snarere med, at nogen tør stille spørgsmål til det gængse. At nogen tør insistere på en kulturændring.

Men en kulturændring sker ikke af sig selv.

Den starter med gode eksempler, og den starter med forbilleder. Den starter i det sekund, vi begynder at se det, vi ellers ikke har kigget efter.

Her spiller særligt kunsten en kæmpe rolle. Både i musikken, i kunstværket og på teaterscenen, men også udenfor, hvad vi ellers tænker som kulturinstitutioner.

Vi ser det blandt andet i børnekulturen. Det er så afgørende, at børn også har noget, de kan spejle sig i. Noget, som rykker deres blik på, hvad man kan og ikke kan.

Tænk blot på Pippi Langstrømpe, Cirkeline og de nye ungdomsheltinder i Hunger Games og Divergent.

Vores forestillingsevne er vores grænse for, hvad vi tror kan lade sig gøre, og vi ser det ikke, før vi ser det. Vi skal bruge kunsten og kulturen til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi overhovedet tror, vi kan tale om, og finde et fælles sprog for det.

Kinesiske protestbands og vagina-monologer
På vores kulturinstitut i Kina viste vi sidste år feministiske film, arrangerede koncerter med kvindelige kinesiske protestbands og afholdte vagina-monologer.

Og hvorfor gjorde vi så det? For at rykke ved grænsen for, hvad man kan tale om i Kina.

Når vi krydrer kulturbilledet med ovennævnte oplevelser i Kina, så sår vi et frø. Nye perspektiver, nye samtaler, nye ord begynder at spire og skaber grobund for de afgørende modige samtaler, som sætter skub i forandringerne.

Betyder det så, at vi aldrig bør skæve til lovgivningen, når der skal ske ændringer i vores måde at leve på? Selvfølgelig ikke.

Men det betyder, at den aldrig må stå alene. For kvindekampen er også en kulturkamp. Både i Danmark, i Kina og i resten af verden.

debat@altinget.dk