Billedkunstnernes Forbund: Akkreditering af kunstskoler kan sikre studiemiljø og undervisningskvalitet

I dette opfølgende indlæg vil jeg diskutere, om akkreditering kan være med til at håndtere udfordringer på de kunstneriske uddannelser, og om processen står i modsætning til kunstnerisk eksperiment, produktion og sanselighed på skolerne.

5. oktober 2020 lander en mail hos administrationen på Kunstakademiets billedskoler med en betinget positiv institutionsakkreditering. Det har helt sikkert ikke været en festdag, for forud er gået et stort arbejde med at udvikle procedurer for at kvalitetssikre uddannelsen og tilpasse uddannelsen til kravene for en positiv akkreditering.

Akkrediteringsrådet peger på fire hovedområder, der skal udvikles for at opnå en positiv akkreditering: Uddannelsens eget kvalitetssikringssystem skal udvikles. Der mangler en klar strategi for udvikling og inddragelse af det vidensgrundlag, der undervises på. De værktøjer, der skal sikre den pædagogiske kvalitet, bliver ikke tilstrækkeligt brugt. Endeligt mangler der systematik i understøttelsen af et godt studiemiljø.

Akkrediteringsrådet kommer også med en række konkrete anbefalinger til, hvordan tingene kan udbedres.

Rimelige krav

Rådet har lavet et grundigt arbejde og peger, vil jeg mene, de rette steder hen. Det er rimelige krav at stille til uddannelsen, at der er transparens og gode procedurer, og at der systematisk arbejdes for at bedre undervisningen og studiemiljø.

At traditionen og kultur på Kunstakademiet i højere grad har været mundtlig, og at de ledelsesmæssige ressourcer har været begrænsede, har meget at sige i forhold til at nå i mål på så relativt kort tid, som der har været afsat, og under megen samtidig medieblæst.

De ting, rådet peger på, kan fint være svar på nogle af de emner, der ønskes belyst i Kulturministeriets kommissorie for reform og udvikling af kunstneriske uddannelser. Læg til, at en positiv akkreditering vil styrke udveksling og kandidaternes jobmuligheder internationalt.

Nødvendige frirum på kunstskolerne

Det er vigtigt at forstå, at der er og skal være stor forskel på undervisningsmetoder på en kunstskole (og på kunstskolerne imellem) og på et universitet.

Den kunstneriske licens er netop en frihed til at lave statements uden garanti. Til at producere uden sikker viden og mål. Vi skal acceptere et stort frirum på kunstskolerne, at der kan tages chancer og fejles.

Akkreditering står for mig at se ikke i modsætning til at lave undervisning i kunst, der er både vild, poetisk og eksperimenterende. Eller for et engagement i sociale og politiske emner eller for, at håndværket er en vigtig del af en kunstnerisk produktion.

Kravet er alene, at undervisningen skal kunne diskuteres og videreudvikles, og vidensgrundlaget formuleres, så det kan kritiseres. Det er med til at sikre, at de studerende får den undervisning, de skal have, og at vi kan have en samtale om, hvad der sker.

Der har været blandede signaler om akkreditering fra Kulturministeriet, men med den nødvendige tid til at føre processen til ende og tilstrækkelige ledelsesmæssige ressourcer er der meget at vinde.

Jeg er helt på linje med Anna Lidell fra DJBFA om, at bestyrelser kan være med til at skabe trygge rammer, armslængde til Kulturministeriet og en nødvendig sparring og forstyrrelse. For kunstakademiet vil jeg tilføje, at bestyrelser også kan skabe en klarere styring, hvis det kombineres med en forenkling af skolens råd og nævn.

Det vil understøtte at underviserne kan koncentrere sig, ikke om skolepolitik, men om at undervise, udvikle ny undervisning, forske og eksperimentere. Det ligger der en stor frihed i, som kan frisætte energi til kunstnerisk udvikling.

debat@altinget.dk