Bertel Haarder: Jeg er ubetydelig i forhold til Fidel Castro og Robert Mugabe

REKORD: Bertel Haarder slår rekord som den sammenlagt længstsiddende minister siden parlamentarismens indførelse i 1901.

7.853 dage.

Sådan lyder rekorden, når kulturminister Bertel Haarder (V) går på arbejde i Kulturministeriet 6. oktober. Han vil dermed være den længst siddende minister i Danmark siden systemskiftet i 1901.

”Folkestyre er ikke politikerstyre, men af og til skal der jo være nogen, der skærer igennem. Det har jeg så haft æren af i næsten 22 år sammenlagt,” siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse. 

Kulturministeren overgår den tidligere landbrugsminister Kristen Bording (S), der i alt sad som minister i 7.852 dage.

”Der er sikkert nogle, der synes, at det også er mere end rigeligt – men tænk på Fidel Castro, Robert Mugabe og den franske Solkonge! Jeg er jo en ubetydelig grønskolling i det selskab,” siger kulturministeren og fortsætter:

”Eller som Grundtvig sagde: ’Alderdom er ingen brøde, når man blev med æren grå!’ Så rekorden – den skal fejres!”

Men Bertel Haarder er ikke blot den længst siddende minister, han er også det nuværende folketingsmedlem, som har siddet længst.

Når folketingsårets første møde begynder tirsdag, indledes det traditionen tro af det medlem, som har siddet længst tid i Folketinget. Og det betyder, at det igen i år bliver Bertel Haarder, der med sine mere end 36 år som folketingsmedlem får æren af at begynde folketingsåret. 

Robert Mugabe har først som premiereminister og senere præsident været regeringsleder i Zimbabwe i 36 år, Fidel Castro havde, da han gik af i 2008, siddet på præsidentposten i Cuba siden revolutionen i 1956, og Ludvig 14. den Store, også kendt som Solkongen, sad som konge af Frankrig i 72 år. 

Forrige artikel Kulturarven reddes fra moms-fadæse Kulturarven reddes fra moms-fadæse Næste artikel Zenia Stampe får Ting-Prisen for god kommunikation Zenia Stampe får Ting-Prisen for god kommunikation