Altingets Erik Holstein vinder fornem kommentator-pris

Den mangeårige politiske kommentator på Altinget, Erik Holstein, er endnu en gang kåret som årets überbesserwizzer. I år må han dog dele prisen med tre andre kommentatorer. 

Erik Holstein blev fredag aften i TV 2 News-programmet 'Besserwizzer' hædret med prisen som überbesserwizzer med 11 ud af 15 rigtige politiske forudsigelser.

I år må han dog dele den fornemme kommentator-pris med Noa Reddington, Hans Engell og Hans Redder, der alle ender på samme pointtal. 

De politiske kommentatorer tipper i starten af året på 15 spørgsmål om, hvordan dansk politik udfolder sig over det kommende halve år. Regnskabet bliver derefter gjort op ved programmets sæsonafslutning.

Denne gang har kommentatorerne blandt andet spået om, hvorvidt der skulle udskrives et nyt folketingsvalg, hvem der er politisk leder for Enhedslisten, og om Store Bededag ville blive afskaffet.

Det er fjerde gang, Altingets politiske kommentator ender på toppen af tronen, mens Hans Engell snupper sin første sejr i programmet.

Erik Holstein har været på Altinget i indtil nu 18 år. Før da var han blandt andet ansat på B.T'.s Christiansborg-redaktion i ti år. Han har skrevet bøger om de forhenværende ministre og partiledere Mogens Lykketoft (S) og Marianne Jelved (R).

{{toplink}}

Forrige artikel Norges kultur- og ligestillingsminister går af Norges kultur- og ligestillingsminister går af Næste artikel Flemming Splidsboel vinder Rosenkjærprisen for sin "enorme indsigt og kølige overblik"