Altinget giver millionoverskud for tredje år i træk

REGNSKAB: ApS Altinget.dk offentliggjorde onsdag sit årsregnskab for 2016/17. Efter en kraftig vækst endte resultatet på 1,45 millioner kroner med en egenkapital på 4 millioner.

Kære læser

Vi har i dag aflagt årsregnskab for perioden 1. juli 2016 til 30. juni 2017. Endnu en gang et år præget af kraftig vækst. Anført i antal årsværk er vi på et år gået fra 60 til 86 medarbejdere.

Bruttofortjenesten steg til 36,9 mio. kr. fra 31 mio. kr. året før. Resultatet blev 1,45 mio. kr., og egenkapitalen øgedes til 4 mio. kr. Selskabet betaler 424.000 i skat for året.

Det er tilfredsstillende for selskabet, at det ved egen kraft, uden fremmed kapital eller lån, kunne øge omsætningen så markant. Årsrapporten er uden revisorforbehold.

Udsigterne for 2017/18 er gode. Ud over fortsat organisk vækst vil Altinget.dk nyde godt af, at vores periodisering af leveranceskyld (forudbetalte ydelser) er fuldt indfaset.

Den nye koncernchef og adm. direktør for Altinget.dk, Per Mikael Jensen (55), tiltrådte 1. juli 2017.

Med det nye resultat er der udsigt til, at Altinget.dk senere på efteråret kåres til såkaldt Gazelle-virksomhed for tredje år i træk. Kravet hertil er blandt andet løbende positivt resultat og mindst en fordobling af omsætningen på fire år.

Rasmus Nielsen
Udgiver

Forrige artikel Kunstakademi afviser startydelse til nyuddannede: Vi har bedre løsninger Kunstakademi afviser startydelse til nyuddannede: Vi har bedre løsninger Næste artikel Tidligere PET-chef revser Støjbergs opslag: Hun sætter sikkerheden på spil Tidligere PET-chef revser Støjbergs opslag: Hun sætter sikkerheden på spil