Aarhus Teater: Omprioriteringsbidraget nedbryder kulturområdet
DEBAT: Flere områder er blevet fritaget for omprioriteringsbidraget, fordi besparelserne er drevet for vidt. Det gælder dog ikke det meste af kulturområdet, hvilket udfordrer den kunstneriske substans og får samfundets fundament til at smuldre, skriver Allan Aagaard.
Af Allan Aagaard
Direktør, Aarhus Teater
Siden 2015 har omprioriteringsbidraget på to procent i årlige nedskæringer for statsstøttede institutioner berørt store dele af samfundet. Hensigten var oprindeligt at effektivisere og prioritere midlerne anderledes.
Et argument for besparelserne har været, at man godt kan spare to procent – det kan man måske også – men kun i en begrænset periode. For tanken var, at der kunne være noget sundt i nedskæringerne de første år, vi kunne gå os selv efter i sømmene og effektivisere. Men nu er vi nået til et punkt, hvor fedtlaget er fjernet, og det gør rigtig ondt på kulturen.
Alene på Aarhus Teater har vi i skrivende stund mistet 15 millioner kroner i tilskud siden 2015. I år, sæson 2019-2020, beskæres vi med yderligere 1.365.000 kroner. Og hvis omprioriteringsbidraget fortsætter frem til og med 2022 som oprindeligt planlagt, vil vi samlet have mistet cirka 27 millioner kroner.
Omprioriteringsbidragets konsekvenser
Vi har cirka 25 medarbejdere færre, end før de årlige to procents nedskæringer begyndte. Nedskæringerne i mandskab er sket i produktionen, på værkstederne og i administrationen. Fastansatte er ændret til løst ansatte, og vi gør os umage for at forsøge at opfylde de krav, som Kulturministeriet stiller.
I Aarhus Teaters tilfælde – men det gælder principielt også andre kulturinstitutioner – har vi et konkret lovmæssigt opdrag, der udover et bredspektret repertoire også indebærer ”særlige initiativer” som for eksempel talentudvikling, ny dansk dramatik, nye scenekunstformater og ikke mindst en række ”public service”-initiativer, der er med til at styrke dannelsen og sammenhængskraften i samfundet. Det handler for eksempel om forsamlingshus, kor, fællessang og samarbejder med skoler.
Vores opdrag som kulturinstitution er således bredt og samfundsbetydende. Vi sidder ikke på hænderne, vi løber stærkt, men omprioriteringsbidraget udhuler pengekassen og udfordrer for alvor vores mulighed for at leve op til de udstukne krav og for at fastholde den kunstneriske substans, fremfor at gå den rendyrkede, kommercielle vej.
Samfundets fundament smuldrer
De seneste fire år har vi øget vores egenindtjening betragteligt, både i forhold til billetsalg og erhvervspartnerskaber, men vores muligheder for at finde nye midler i en størrelsesorden, der kan måle sig med omprioriteringsbidraget, overenskomstmæssige lønstigninger og generelle prisstigninger i samfundet, er minimale.
Vi ser, at flere og flere områder (skoler, sundhedsvæsen, og så videre) allerede er blevet fritaget for omprioriteringsbidraget, fordi besparelserne er drevet for vidt, og kvalitetsniveauet er faldet. Fritagelsen omfatter bare ikke langt størstedelen af kulturområdet.
Mit største ønske til partierne, der aktuelt forhandler om finansloven, er derfor, at omprioriteringsbidraget for kulturen må stoppe.
Erkendelsen af de negative virkninger har indfundet sig på de fleste samfundsområder, og det kan undre, at politikerne ikke evner at se den samme nedbrydning på kulturområdet. Kunst og kultur er ikke samfundets glasur, det er selve fundamentet – og det er ved at smuldre.
EL: Forløbet af radio-udbuddet skal have konsekvenser
Lektor: Mette Frederiksen dræber samtalen mellem politikere og forfattere
