Cepos: Nej tak til sprogpoliti

Hvert år spytter Folketinget store, nye mængder af lovgivning ud i det danske samfund.

Det måske mest komplekse regelsæt af alle er imidlertid ikke skabt ved lovgivning, men udvikler sig spontant. Det er sproget. Det er et eksempel på, hvad den skotske oplysningstænker Adam Ferguson kaldte: ”Et resultat af menneskelig handling, men ikke af menneskeligt design”.

Sproget er ikke konstrueret af politikere og embedsmænd, og reglerne håndhæves ikke af staten. Det udvikler sig ved naturlig udvælgelse i dagligt brug.

Og vi kan bruge sproget, selv om vi ikke kan rationalisere det fuldstændigt som system. Vi kan efterhånden lære grammatiske og syntaktiske regler, men den fulde betydning af begreber og betoninger har ingen overblik over.

Men for en politiker kan det være let at glemme, at ikke alt er skabt politisk eller bør være politisk.

DF's aktivistiske sprogpolitik
En af argurketidens frugter i år har været et ønske fra DF's kulturordfører om en mere aktivistisk og regulerende sprogpolitik: Dansk Sprognævn skal i krig mod det sproglige forfald. Kulturministeren – som ellers er forfatter til et udmærket værk med titlen ”Grænser for politik” – har udtrykt sig imødekommende.

Man må håbe, at det skyldes medfødt høflighed, men at det ender med et nej.

Her skal man være opmærksom på, at nok har vi et sprognævn. Men det er i dag ikke nævnets opgave at styre eller skabe sproget. Det nøjes med at registrere, hvad der løbende sker af ændringer i sprogbrugen.

Dets vigtigste myndighedsopgave er at afgøre, hvornår et nyt ord eller anden sproglig norm er blevet så udbredt, at det skal registreres.

Utilsigtede konsekvenser 
Der er flere grunde til, at det er en dårlig idé med en mere dirigistisk sprogpolitik.

Ved meget komplekse systemer er vi helt afhængige af en evolutionær selektionsproces. De kan ikke skabes, og forsøg på at regulere vil føre utilsigtede konsekvenser med sig.

Det er bemærkelsesværdigt, at forsøg på at skabe f.eks. et internationalt sprog generelt er slået fejl. Det er stadig engelsk eller et andet hovedsprog, som anvendes internationalt. Behovet for nye begreber og effekten af ændringer i betoning og mening indebærer, at sproget er i stadig drift.

Det sproglige forfald
Men det sproglige forfald da? Beklagelsen har været der til alle tider – og en del af den er endda velbegrundet. Man skal bare gøre sig klart, at den er efterspørgselsdrevet.  

Der findes grimt sprog, fordi der er noget, nogle gerne vil sige. Vi kan prøve at fjerne grimme ord og udtryk, men så vil der komme nye, eller eksisterende ord vil blive devalueret til ukvemsord. Det er ikke noget tilfælde, at der hele tiden må findes på nye udtryk for mentalt handicappet, fordi begrebet bliver brugt i nedladende betydning. Det er ikke ordet ”idiot”, men anvendelsen af det, der gør det grimt.

Sproget som kampplads
En ting mere politikerne, bør tænke på: Hvis de gør sproget til en politisk kampplads, lukker de op for, at der kan komme politiske tiltag, der går i den helt modsatte retning af, hvad de ønsker sig.

Det er ingen hypotetisk risiko. Der foregår i øjeblikket en grim kamp om sproget på især en lang række angelsaksiske læreanstalter. Det begyndte med krav om ”politisk korrekthed” i 1990'erne og er udartet til krav om, at de studerende skal beskyttes mod bl.a. ”mikroagressioner” – dvs. ord og begreber, som kan få dem til at føle sig dårligt tilpas. Der er jurastuderende, som har krævet ikke at blive undervist i retlige forhold omkring voldtægt, fordi selve ordet er stødende.

I Danmark er vi foreløbig gået fri af dette postmodernistiske fænomen, og danske studerende udviser beundringsværdig modenhed og selvtillid. De har ikke forsøgt at lade sig ”offergøre”. Men hvis borgerlige politikere begynder at mene, at de bør regulere sproget, så rykker også det postmoderne sprogpoliti nærmere.

Verden går næppe under, hvis kulturordføreren får de 10 millioner kroner, han beder om til at gøre Sprognævnet mere dirigistisk. Men det er en vej, man slet ikke bør begynde at betræde.

Ikke alt er politisk
Tværtimod er det en god lejlighed til at minde om, at ikke alt er politisk eller bør blive det. Og at det menneskelige samfund bygger på en række komplekse systemer, som ikke egner sig til at blive designet og styret centralt.

Hvor politikerne hverken har tilstrækkelige informationer eller incitamenter til at træffe de rigtige beslutninger. Ikke mindst hvis man er glad for dansk kultur og danske traditioner, bør man begynde med at indse deres dybt upolitiske natur og mekanik.

---
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk