Alternativet: Medierne skal turde udfordre sig selv

DEBAT: Det er en politisk opgave at sikre medierne gode rammer. Men det er i lige så høj grad mediernes opgave at forbedre og opdatere deres egne produkter. Derfor skal innovationsmidlerne styrkes, skriver Rasmus Nordqvist (ALT).

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
Medie- og kulturordfører

Det påhviler medierne selv at udvikle nye, bæredygtige forretningsmodeller. Men vi politikere skal understøtte indsatsen ved at styrke innovationsmidlerne.

Alternativets ønske om at tiltræde medieforliget er desværre blevet afvist af forligspartierne, men det skal ikke forhindre os i at deltage i den omfattende og nødvendige mediedebat, der allerede nu er i gang – længe før den nye medieaftale skal træde i kraft.

Nytænkende medier
For Alternativet er stærke og mangfoldige medier en afgørende forudsætning for en levende og mangfoldig demokratisk samtale. En samtale vi fra Alternativets side ønsker at styrke, så flere tager deres demokratiske autoritet til sig og selv bidrager med at finde de løsninger, som der er brug for, når vi skaber et mere bæredygtigt, entreprenant og lige Danmark.

Så vi har brug for stærke medier. Medier, der tænker nyt, medier, der har overskud på ikke bare den økonomiske, men også den kreative konto.

Det er politisk opgave at sikre medierne gode rammer, men det er i mindst lige så høj grad mediernes egen opgave at trække sig selv op og forbedre og opdatere deres produkter.

Et centralt ønske for Alternativet er derfor at styrke innovationen i mediebranchen. Innovationsmidlerne skal øges og de skal altså bruges til udvikling, der går i dybden og nytænker. Medierne skal op i gear og finde de gode forretningsmodeller, der sikrer en bæredygtig økonomi. De skal udfordre sig selv, udvikle deres produktioner og skabe nye formidlingskanaler til læsere, lyttere og seere.

Indhold i fokus
Medielandskabet har igennem de sidste 20 år været igennem en udvikling, der kan tage pusten fra de fleste. Det gælder både de skrevne medier, men også lyd og billeder, der distribueres på helt andre måder, end nogen kunne have forudset.

Den uforudsigelighed må vi tage ved lære af – og tilpasse os til. Vi kan og skal ikke forudse eller for den sags skyld diktere den teknologiske udvikling, vores fokus skal ligge et andet sted. Derfor er det også ærgerligt, at debatten ofte handler om, hvad der bliver trykt hvordan, hvilken platform der bruges til at sende lyd, og om tv er noget, vi skal se på samme tid i hele landet.

Udgangspunktet bør i stedet være platformneutralt. Det skal handle om indholdet, ikke hvor det formidles. Det skal handle om innovation, om hvordan vi sikrer medierne og styrker deres demokratiske rolle, hvilket der bliver mere og mere brug for.

Fortsat brug for mediestøtte
Sikkert og vist er det dog, at der fortsat og i al overskuelig fremtid er behov for støtte til medieproduktion i Danmark. Vi er et lille sprogområde og en lille nation. Og vi har brug for vores egne medier, der forholder sig til de særligt danske problemstillinger.

Det er dog for tidligt for partierne allerede nu at præsentere færdige modeller for, hvordan mediestøtten skal bygges op. Vi skal i stedet indlede en grundig dialog – både mellem hinanden i de politiske partier, men i særlig grad med alle de kloge mennesker, der arbejder med medier og bruger medier.

Vi skal gå udogmatisk til værks. Kun sådan kan vi sikre gode og stærke rammer for mediernes udvikling.

Fremtidens mediebillede kommer til at se anderledes ud, det er stensikkert. Vigtigst er det, at den demokratiske samtale bliver styrket. Det vil vi i Alternativet bidrage til – både i debatten, men også ved selv snart at lancere et nyt handlings- og løsningsorienteret medie.

Forrige artikel Grøndahl: En demokratisk oase Grøndahl: En demokratisk oase Næste artikel LA: Lad os få adgang til DR’s budgetter LA: Lad os få adgang til DR’s budgetter