Egnsteater: Derfor mister teaterforeningerne deres publikum
REPLIK: Danmarks Teaterforeninger har faldende publikumstal. Men i stedet for at udvikle repertoiret og sikre fornyelse smider formand Lars Salling ansvaret fra sig og kræver flere penge. Det skriver Chris Poulsen, formand for Thisted Musikteater.
Af Chris Poulsen
Formand Thisted Musikteater
Formanden for Danmarks Teaterforeninger Lars Salling fremhæver ofte, at hans medlemmer er frivillige amatører, der formidler forestillinger gennem teaterforeningerne. Det er korrekt.
Danmarks Teaterforeningers medlemmer har faldende publikumstal. Ifølge foreningen selv er det faldet fra 380.000 i 2011 til 330.000 i år, og det fortsætter tilsyneladende.
Egnsteatrene og små storbyteatre er organiseret i Teatrenes Interesseorganisation (TIO). Det er professionelle teatre, der har leder, personale og skuespillere ansat.
Forskel på amatør og professionel
Lars Salling kritiserer jævnligt egnsteatrenes mulighed for at lave turnéteater. Han glemmer imidlertid at skelne mellem amatører og professionelle. Det er helt naturligt, at frivillige amatører, som er medlemmer hos Danmarks Teaterforeninger, ikke kan præsentere den samme mængde teater, som de professionelle teatre under TIO.
De professionelle egnsteatre kan naturligvis overkomme meget mere, både som turnearrangører og som producerende teater. Mens en teaterforening typisk laver 10-15 forestillinger om året, kan et egnsteater arrangere 100-150 om året. Hvis det kun var teaterforeningerne, der arrangerede turneteater, ville vi blot have en tiendedel af de forestillinger, vi har mulighed for at se i dag.
Loven om scenekunst blev senest revideret for et halvt år siden, samtlige partier i Folketinget roste egnsteaterordningen. Danmarks Teaterforeninger forsøgte igen at begrænse egnsteatrenes ret til turneforestillinger, men det blev pure afvist af kulturministeren og politikerne i kulturudvalget.
Egnsteatrene er sammen med de rytmiske regionale spillesteder to succesfulde eksempler på decentral kulturpolitik her i landet. Børn og unge er vilde med deres egnsteater, og dermed bliver deres forældre også glade for det. Egnsteatrene har groft sagt fat i børn og unge samt forældregenerationen, mens teaterforeningerne stadig har nogenlunde fat i seniorsegmentet. Danmarks Teaterforeninger er, kækt sagt, blevet overhalet af en yngre model.
Mangler fornyelse og udvikling
Den nødvendige fornyelse har Danmarks Teaterforeninger aldrig rigtig satset på. Og man har sjældent teater for børn og unge på programmet. Foreningen lovede i 2011 mere eksperimenterende teater og nycirkus på repertoiret, men det er ikke sket.
Det er både sjovt, rart og hyggeligt at komme i den lokale teaterforening til en forestilling, men det løfter sig heller ikke yderligere. Det er næsten kun traditionelt teater, man viser. Derfor taber teaterforeningerne langsomt og sikkert publikum.
I stedet for at skabe den nødvendige fornyelse vælger Lars Salling den defensive taktik; at klandre andre og kræve flere penge til formidling, i stedet for offensivt at udvikle Danmarks Teaterforeninger og teaterforeningernes repertoire.
R: Kultur er ikke røde tal i et Excel-ark
Gribskov Teater: Alternative teatre skal også sælge
