ZERObolig får husejerne til at energirenovere

DEBAT: En bred indsats fra Sønderborg-områdets mange lokale aktører har givet hinanden håndslag på, at området skal være CO2-neutralt senest i 2029. Det fortæller Sønderborg Kommunes borgmester.

Af Aase Nyegaard (Fælleslisten)
Borgmester i Sønderborg Kommune

I mit sidste indlæg den 29. november opfordrede jeg til, at regeringen fjerner barriererne for de såkaldte kystnære havvindmøller. Kystnære havvindmøller kan levere grøn energi 25 procent billigere end prisen ved det seneste store udbud af havvindmøller ud for Anholt. Sønderborg og en række andre kommuner tilbyder, at opstille kystnære havvindmøller med en samlet kapacitet på 750 MW indenfor fem år.

Jeg har fulgt debatten her på Altinget | Energi og Klima, og det glæder mig, at Det Konservative Folkepartis energiordfører, Jørgen S. Lundsgaard, den 10. januar bakker helhjertet op om vores oplæg, og lover at arbejde for, at muligheden for kystnære havvindmøller kommer med i regeringens kommende energiudspil. Det er jeg glad for, og det viser, at debatten her på siderne kan sætte ting i bevægelse og få holdningerne til at flytte sig. Det er jo ikke så ringe. Men regeringens energiplan, den venter vi stadig på.

Vi er i gang
Vi sidder nu ikke med hænderne pænt foldede i skødet, mens vi venter. I Sønderborg har vi for længst udarbejdet vores klima masterplan for ProjectZero, der viser vejen til et CO2-neutralt Sønderborgområde i 2029. Et vigtigt element i planen er energieffektiviseringer af områdets 18.800 private boliger. Vi har for tiden fuld tryk på vores nye ZERObolig projekt, der er endnu et skoleeksempel på, hvor meget det rykker, når klimavisionen er lokalt forankret og bakkes op af et bredt spektrum af aktører fra det offentlige og det private.

Bo bedre, billigere og mere klimaklogt
Budskabet i ZERObolig kampagnen er, energieffektiviseringer ofte er en god investering, der hentes hjem via en lavere varmeregning, og samtidig fremtids- og værdisikres boligen. Det er komprimeret til sloganet: Bo billigere, bedre og mere klimaklogt. Zerobolig-kampagnen blev for alvor skudt i gang mellem jul og nytår, da en stor klimaguide blev husstandsomdelt til de 42.000 husstande i Sønderborg Kommune. Indsatsen understøttes af gratis energivejledning til seriøst interesserede boligejere.

Håndværkere lærer nyt om energieffektivisering
Der er gode muligheder for at få finansieret energirenoveringen. De lokale pengeinstitutter er med i kampagnen, og støtter op om indsatsen. Det samme gør områdets håndværkere, der bliver tilbudt at komme på kursus for at tilegne sig den nyeste viden om energieffektiviseringer. Det sker i samarbejde med EUC Syd i Sønderborg, der tilrettelægger energivejlederkurserne sammen med Teknologisk Institut. Næsten 30 procent af Sønderborgområdets håndværkere har allerede benyttet sig af tilbuddet, eller er tilmeldt et af de kommende kurser.

Kampagnen er allerede her midt i januar blevet en stor succes. Indtil nu har 250 boligejere benyttet sig af tilbuddet om vejledning, og erfaringerne fra de første 100 viser at indsatsen skaber resultater og nye grønne jobs. Det er dejligt, når tingene rykker. Og det er også dejligt, når kommunernes og statens initiativer spiller sammen. Det glæder mig derfor, at Center for Energibesparelser den 1. marts lancerer en landsdækkende kampagne for at få boligejerne til at energirenovere deres boliger. Det vil understøtte ZERObolig kampagnen her i Sønderborg.

ZERObolig kampagnen viser, at lokale ambitioner, initiativer og nye samarbejdsformer kan løfte store samfundsmæssige udfordringer og skabe ny vækst. Det er dog helt centralt, at regering og folketing løbende bakker op om initiativer ved at give politisk plads til udviklingen. I Sønderborg vil vi søge om at blive frikommune for at få det nødvendige politiske råderum til at realisere vore mange initiativer.

Forrige artikel Vandsektorloven skader forbrugere og klimaet Næste artikel Et intelligent elsystem i Europa med 100 % vedvarende energi Et intelligent elsystem i Europa med 100 % vedvarende energi