Større rolle til naturgas: En energirevolution?

DEBAT: Udvindingen af skifergas medfører mange bekymringer om miljømæssige konsekvenser, men potentialet kan være stort og vi er nødt til at være åbne over for nye teknologier, skriver Bendt Bendtsen (K), medlem af Europa-Parlamentet.

Af Bendt Bendtsen
Medlem af Europa-Parlamentet for Konservative 

Danmark har måske mulighed for at udvinde store mængder skifergas. Der kan måske blive tale om et eksporteventyr. Det mulige guldæg er skifergas, en type naturgas, som findes i skiferlag i modsætning til konventionel naturgas, der findes i store gaslommer. Udvindingen af skifergas nødvendiggør en kompliceret teknologi, der inkluderer vandret boring i 1.000-3.000 meters dybde for at flække hårde skifersten ved hjælp af vand, sand og kemikalier. Men det er samme teknologi man har anvendt i Nordsøen i mange år.

Nogen har været bekymrede i forhold til de miljømæssige konsekvenser. Erfaringerne fra USA viser, at det er nødvendigt med lovgivning, men de politiske og økonomiske argumenter er tungtvejende. Når Vestas' Ditlev Engel - ifølge Berlingske den 6. september kalder skifergas for en "gamechanger", så hænger det selvfølgelig sammen med, at denne form for naturgas udgør så stort et potentiale, at den allerede har medført en energirevolution i USA.

Alle amerikanske præsidenter fra Nixon til Obama har snakket om energiuafhængighed, og forudsigelserne siger, at udbuddet af skifergas kan betyde, at USA bliver energieksporterende i 2030. Og ikke nok med det: Fra 2000 til 2011 har USA skåret 16,8 % i landets CO2-udledning, og det er altså en langt større andel end EU har formået i samme periode. Afhængigheden af kul - verdens farligste fossile brændstof - bliver mindre og mindre. Det store udbud af gas har medført dramatiske prisfald, så gas i dag er fem gange så dyrt i Europa, som det er i USA.

Samme effekt i Europa? 
Spørgsmålet er selvfølgelig, om skifergas kan få samme dramatiske effekt i Europa, som den har fået i USA. Det er meget uklart. Men i en tid, hvor Tyskland og Frankrig skærer drastisk ned på Europas forbrug af atomkraft, og vi skal omlægge vores forbrugskilder, så må skifergas nødvendigvis spille en rolle. I en tid, hvor Østeuropa fortsat er stærkt afhængig af kul, har vi brug for en energikilde, der relativt hurtigt kan levere en stabil energiforsyning. Når en stor andel af østeuropæere bruger en meget stor andel af deres husholdningsbudget på energiregningen, så vil de også få glæde af en ny billigere energikilde.

Udvindingen af ukonventionelt naturgas kræver teknologisk know-how, som tilfældigvis ikke adskiller sig synderligt fra det, som vi har lavet 30 år i Nordsøen. Det er en teknologi, vi mestrer! Der vil altid være en chance for spild af kemikalierne, så der bør selvfølgelig tages visse miljøhensyn. Jeg er dog ikke i tvivl om, at man kan klare alle bekymringerne med god lovgivning. Men hysteriet om de kemiske anvendte stoffer må afdækkes.

Europa-Parlamentet afgav i denne uge en nuanceret holdning til den fremtidige udvinding af skifergas. Nemlig at en ændring i lovgivningen skal mindske de miljømæssige konsekvenser så meget som muligt, og at skifergas kan spille en rolle i vort samfund. Den socialistiske del af parlamentet stemte ganske vist imod, da de tilsyneladende ikke har syn for de energipolitiske muligheder i skifergas.

I Danmark er der udstedt én licens til boringer efter skifergas, og den radikale energiminister Martin Lidegaard virker noget afvisende over for udstedelsen af flere licenser. Jeg mener, det er i orden at vise tålmod, men vi kan ikke vente 3, 4 eller 5 år på en afgørelse. Vi bliver nødt til at være åbne over for nye teknologier.

Forrige artikel Olie kan sikre samfundsværdi mange år endnu Olie kan sikre samfundsværdi mange år endnu Næste artikel Barroso må gribe i egen barm Barroso må gribe i egen barm