Selv klimaduksen må øge ambitionerne
DEBAT: På det netop overståede klimamøde i Bonn blev der taget hul på diskussionerne om en retfærdig fordeling af verdens klimaopgaver. Den diskussion vil også få effekt på den danske debat, skriver Mattias Söderberg.
Af Mattias Söderberg
Klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
Danmark er en klimaduks, når man sammenligner med de fleste andre lande. Det kan vi være stolte af. Men selv om de danske ambitioner er høje, skal vi stramme os mere an i de kommende år.
Nyhederne om oversvømmelser i flere europæiske lande hang som en skygge over klimaforhandlingerne, der netop er afsluttet i Bonn efter to intensive uger. Der blev talt meget om behovet for højere ambitioner, og for at alle lande skruer væsentlig op for engagementet.
Vækst vinder over klimaet
At øge ambitionen har dog en pris, og alle lande kigger derfor nøje på eventuelle konsekvenser: for beskæftigelse, handel og vækst.
Vi kender det godt fra den danske debat: For eksempel har den nyligt vedtagne vækstpakke en negativ effekt på de danske klimaambitioner. Væksten får altså en højere prioritet end klimaet.
For ulandene er udvikling og vækst højeste prioritet. I lande, hvor store dele af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, handler det ikke om at opretholde et velfærdssamfund, men om at mindske børnedødelighed, øge læsefærdigheden og sikre, at alle har noget at spise, selv når klimaforandringernes konsekvenser rammer.
Hvordan skal klimaopgaverne fordeles?
Det er derfor ikke overaskende, at forhandlingerne om fordeling af de mange klimaopgaver er et meget svært tema. I Bonn kom de fattigste lande med et forslag om, at man skal skabe en ramme, hvor forskellige perspektiver på en retfærdig fordeling kan udvikles. Det kan for eksempel være, at man ser på de historiske udslip, udslip per person, udslip ud fra, hvad vi producerer, eller ud fra, hvad vi konsumerer, eller hvor store muligheder vi har for at tage ansvar.
USA er, forståeligt nok, meget negative i forhold til diskussionerne om byrdefordeling. Hvis man skal tale om ansvar, peger pilen på USA, og derfor argumenterer de for en pragmatisk tilgang, hvor alle lande blot laver det, de selv vil, og ikke mere.
I praksis vil det altid være de respektive lande, der tager beslutningerne om øgede ambitioner, og der har USA en pointe. Det ville dog være godt at skabe en ramme, som kan bruges som reference, når de nationale parlamenter skal fastlægge de nationale mål.
40 procent er ikke ambitiøst nok
Som eksempel kan vi kigge på Danmark. Det danske mål om at reducere CO2-udslip med 40 procent i 2020 i forhold til 1990 er ambitiøst. Hvis vi sammenligner os med andre rige lande, ligger vi godt. Men hvis man kigger på en global byrdefordeling ud fra nogle af de perspektiver, som bliver nævnt ovenfor, er selv vores mål om de 40 procent ikke ambitiøst nok.
I Danmark udleder vi godt otte ton CO2 per indbygger, og hvis vi også skal tage højde for de udslip, der relaterer til, hvad vi konsumerer, vil tallet stige. Hvis alle på jorden skal have samme "ret" til udslip, skal vi ned på et eller måske to ton CO2 per person. Og da er selv det ambitiøse mål med de 40 procent ikke nok.
Der er nu for alvor taget hul på forhandlingerne om byrdefordeling, og det kommer til at blive et stort tema i de kommende år. Og selv om det er en international debat, vil den også få effekt på den danske debat. Hvor kan vi skrue op for ambitionerne i Danmark?
Bæredygtige biobrændstoffer skal op i gear
Grøn realisme i fremtidens energipolitik
