Rio+20 skal sikre bæredygtig og stabil energi til alle

DEBAT: Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) tror ikke på en bindende aftale på FN's konference i Rio. I stedet håber han, at topmødet kan blive startskuddet til en ny måde at tænke på. Læs mere her.

Af Martin Lidegaard
Klima- og energiminister (R) 

Om et par uger flyver jeg til Rio de Janeiro for at deltage i FN's store konference om bæredygtig udvikling. Går det, som det plejer, vil jeg have modvind hele vejen derover, mens jetstrømmen vil give mig et ordentligt skub, når jeg skal tilbage over Atlanterhavet.

Forberedelserne til konferencen har på samme måde været udsat for en strid modvind. Længe har det været svært at se, om vi overhovedet vil kunne nå til et resultat i Rio. Men jeg har stadig et håb om, at hjemrejsen bliver noget lettere end udrejsen.

1,3 mia. mennesker skal have adgang til energi
Bæredygtig energi forventes at blive et helt centralt emne på Rio-konferencen. Mit håb knytter sig især til initiativet "Sustainable Energy for All", der kommer fra FN's generalsekretær. Initiativet skal sikre, at alle mennesker på kloden får adgang til energi. Det skal forbedre energieffektiviteten og markant fremme den vedvarende energi. De mange ministre, der mødes i Rio i denne måned, kan altså være med til at sikre, at alle mennesker på kloden får adgang til bæredygtig og stabil energi.

Initiativet er både enkelt og logisk. Adgangen til energi er afgørende for, at mennesker i de fattigste dele af verden kan forbedre deres levestandard. Men når 1,3 milliarder mennesker skal have mulighed for at bruge elektricitet, er det vigtigt, at vi gør det rigtigt. Vi skal passe på, at vi ikke tærer yderligere på de knappe ressourcer, og vi skal selvfølgelig passe på klimaet.

Vi nævner ikke klimaforhandlingerne
EU byder "Sustainable Energy for All" velkommen, og jeg vil som formand for EU's energiministre gøre alt for at sikre bred opbakning til generalsekretærens initiativ i Rio. Men det bliver ikke let.

Jeg hører ofte bæredygtighedskonferencen i Rio omtalt som "klimakonferencen". Men det er helt afgørende, at Rio+20-forhandlingerne ikke bliver forvekslet med klimaforhandlingerne. Det er to forskellige spor, men der er selvfølgelig en stærk og vigtig synergi imellem dem. Klimaforandringerne er et af nutidens største globale udfordringer, og et godt resultat i Rio vil understøtte kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer.

En ny måde at tænke på
I Rio har vi mulighed for at sætte en ny dagsorden med fokus på bæredygtig energiforsyning. Hvis initiativet skal lykkes, skal der forskes i nye energiløsninger, og der skal laves partnerskaber mellem myndigheder og virksomheder rundt om i verden. Det er en ny måde at tænke på, når vi taler om internationalt samarbejde. I kampen mod klimaforandringer er det på høje tid, at vi globalt fokuserer på netop det område.

Målet er ikke en fiks og færdig, bindende aftale i Rio. Men vi får forhåbentligt lagt grunden til noget, der gradvist vil ændre verden i en bedre retning. Sker det, vil jeg være tilfreds, når jeg igen sætter kurs mod Danmark - forhåbentlig med jetstrømmen i ryggen.

Forrige artikel Biologisk produktion er en dansk vinderteknologi Biologisk produktion er en dansk vinderteknologi Næste artikel Ambitiøs energipolitik, men ingen vækstpolitik Ambitiøs energipolitik, men ingen vækstpolitik