Politikernes arbejde er ikke færdigt

DEBATSTAFETTEN: Politikerne bør ændre afgiftsstrukturen, så man sikrer, at forbrugerne investerer i grøn energi, lyder det her fra Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

Af Jan Hylleberg
Adm. direktør, Vindmølleindustrien

Nu er energiaftalen endelig kommet i hus. Det blev en bred og ambitiøs aftale, der markant omstiller vores energisystem i en mere grøn retning. Samtidig giver aftalen sikkerhed for investorerne. Det er begge dele meget positivt. Nu gælder det om at få implementeret aftalen og sikre, at projekterne - herunder de to havvindmølleparker - kommer hurtigt i udbud, men politikernes arbejde er ikke gjort ved det.

Et af de helt store punkter på den politiske dagsorden bliver forhandlingerne om en ny skattereform. I den forbindelse bør politikerne ændre afgiftsstrukturen på energi, således at afgiften på el sænkes for at skabe et økonomisk incitament til at investere i varmepumper både i fjernvarmeforsyningen og uden for fjernvarmeforsyningen.

Hurtig omlægning
En sænkelse af elafgiften vil også sikre en hurtigere omlægning af transportsektoren i form af eksempelvis tog og biler, der kører på el. Hvis man virkelig ønsker en grøn omstilling, dur det ikke, at vi har mange tog, der kører på diesel og dermed forurener.

Kort sagt: Der skal mere vedvarende energi i vores transport- og boligsektor, og det mål nås bl.a. ved lavere elafgifter. Skatter og afgifter virker. Derfor bør der være højere afgifter på det, der forurener, og lavere afgifter på vedvarende energi, der ikke forurener.

En anden væsentlig udfordring, som danske politikere bør sætte højt på dagsordenen i EU, er skabelsen af et effektivt indre marked for el. Som situationen er i dag, har vi desværre ikke et velfungerende el-marked i EU. Det skyldes, at energiinfrastrukturen i Europa er tilvejebragt ud fra snævre nationale interesser, der ofte stopper ved landegrænsen. Hvis man vil have et velfungerende indre marked for el, der sikrer forbrugerne de skarpeste priser, skal der investeres betydelige summer i ny el-infrastruktur.

Fasthold fremdriften 
Debatten om bindende mål for vedvarende energi i EU i 2030 er også helt afgørende. Vi skal holde fremdriften i mængden af vedvarende energi. Den aktuelle økonomiske krise må ikke bevirke, at politikerne tænker kortsigtet. Der er ingen vej uden om en markant grøn omstilling i en verden, hvor der kommer markant flere mennesker og færre resurser. Æraen for billige fossile brændsler er forbi. En grøn omstilling giver vækst, viden og job. Det er Danmark et godt eksempel på.

Derfor er det helt nødvendigt, at vi får en kvalificeret og ambitiøs debat om, hvad de bindende målsætninger skal være efter 2020. Den vedvarende energi fylder relativt lidt i det samlede energiforbrug på europæisk plan. Derfor vil det være helt naturligt at sætte nogle ambitiøse målsætninger for eksempelvis vindenergi - ganske som de danske politikere har gjort i den nye energiaftale.

 

Forrige artikel Forureneren slipper billigt  Forureneren slipper billigt Næste artikel Pas på monopoler - også på energiområdet Pas på monopoler - også på energiområdet