Politikerne skal turde sige højt, at alle vil mærke den grønne omstilling, siger Connie Hedegaard

For at undgå polarisering i offentligheden bør politikerne gå i dialog med vælgerne om, hvilke konsekvenser klimapolitikken får. Sådan lød det fra Connie Hedegaard på Folkemødet, hvor hun understregede behovet for, at alle partierne bag klimaloven er med til at træffe de svære beslutninger og prioriteringer for at nå 2030-målet.

Der er brug for en offentlig debat mellem politikere og vælgere om, hvad den grønne omstilling vil betyde for danskernes forbrug og levevis.

Det var hovedbudskabet fra Concitos formand, Connie Hedegaard, da hun fredag eftermiddag blev interviewet af Altinget på Folkemødet i Allinge.

"Jeg efterlyser, at det hele ikke kommer til at handle om teknologi, power to x og investeringer. Vi skal turde have en snak med danskerne om, hvad det betyder for vores egen levevis og eget forbrug. Det forstår jeg ikke, man ikke taler mere om," sagde Connie Hedegaard. 

Helt konkret bør samtalen for eksempel handle om danskernes brug og smid væk-kultur, Europas madspild, klimabelastende madvaner og afgifter på fly og fødevarer.

Og undlades samtalen, risikerer der at opstå en polarisering i befolkningen. En polarisering som aktuelt ses i Tyskland og for nyligt viste sit ansigt i Danmark, da vognmænd landet over demonstrerede mod den nye CO2-afgift på lastbiler.

Politikernes berøringsangst for disse samtaler skyldes en frygt for at miste vælgere, og har senest vist sig i den af skiftende regeringers udskydning af en CO2-afgift på landbruget, mener Hedegaard. 

"Socialdemokratiets uvilje mod at tage fat på landbruget har noget at gøre med, at der er nogle vælgere, man ikke vil genere. Men man skal turde kommunikere, at vi alle kommer til at mærke det her på den ene eller anden måde."

Men det handler også om en villighed til tage de upopulære beslutninger:

At klimaloven blev vedtaget af et så bredt udsnit af Folketinget er en kæmpe force, understreger Hedegaard. Men først nu bliver det rigtig svært.

"Det er let at sætte mål, men nu kommer der svære valg og prioriteringer, og jeg håber, at partierne bag klimaloven også tør være med til de svære valg, der venter. Der skal oppositionen også turde tage ansvar. Nu bliver testen, om alle partierne tør lægge ryg til, når det bliver konkret," sagde Concitoformanden.

Du kan lytte til det fulde interview med Connie Hedegaard som en del af Altingets sommerpodcastserie, der udkommer i juli.

{{toplink}}

Forrige artikel Wammen ville skrive Wammen ville skrive "danmarkshistorie" med klimamål for offentlige indkøb. Men det skete aldrig - og nu stiger CO2-udledningen Næste artikel Klimaaktivister afbryder to debatter på Folkemødet: Klimaaktivister afbryder to debatter på Folkemødet: "Lad dem lege i helvedes hede"