Pernille Weiss: Investeringer i naturgas og atomkraft kan få os hurtigere i mål med den grønne omstilling

EU-Kommissionen antændte en meget spøjs nytårsraket, da den 2. delegerede retsakt i EU's taksonomi for bæredygtige investeringer kom i offentlighedens cirkulation.

Spøjs, fordi tidspunktet virkede underligt. Ellers ikke – selvom den afstedkom en storm af greenwashet flikflak i bedste panik-populistisk kvalitet.

Både klimaminister Dan Jørgensen (S), Dansk Erhverv og stort set alle mine kollegaer – uanset partifarve – greb ud efter hvidløg eller kors for at vise deres forargelse og undrede sig: Hvordan kan EU dog finde på at foreslå, at atomkraft og naturgas er grøn? Det er en skandale, lød det.

Retsakten sætter gang i den grønne omstilling

EU's taksonomi er altså sat i verden for at få mere gang i private investeringer i den grønne omstilling. Skattekroner alene kan ikke gøre arbejdet. Pensionskasser, forsikringsselskaber og investeringsselskaber skal på banen. Den grønne omstilling er – som navnet antyder – en omstilling. Noget, der tager tid. Helst så kort tid som overhovedet muligt. Og det er kun muligt, hvis der investeres meget kraftigere i de teknologier og energityper, som er en del af omstillingen, indtil vi er der, hvor Parisaftalen er indfriet, EU's 2050-mål for klimaneutralitet er nået og verden er fuld af rigeligt med rene og grønne energityper, der er til at betale for almindelige mennesker og små- og mellemstore virksomheder.

Høje mål og ambitioner alene gør ikke verden grøn. Det gør handlinger og vel at mærke handlinger af mennesker – politikere, organisationer, eksperter og institutioner - som ikke er bange for at få beskidte fingre, og som kan skille følelser fra fakta, så debatten ikke i sig selv bliver lige så sort som den energi, vi gerne skal have mindre af.

Derfor byder jeg retsakten velkommen. Og jeg håber, at der snart kommer en tredje, for vi mangler altså én, som er gearet til at kunne vurdere og aktivere energiteknologier, som er ægte nye og radikalt innovative. Det tager hverken første eller anden delegerede akt nemlig højde for, og dét problem er langt mere alvorligt end, at der nu kommer skub i investeringer i kerneenergi og naturgas.

Retsakten stiller krav til naturgas og atomkraft

Retsakten er god, fordi kerneenergi er afgørende, hvis vi skal kunne blive CO2-neutrale med vejruafhængig og stabil energiforsyning i de enorme mængder, vi har brug for nu og i fremtiden, og fordi naturgas er den overgangsteknologi, der er bedre end kulkraftværkerne rundt om i Europa samt importen af russisk gas eller olie fra ustabile mellemøststater.

Læg dertil at den delegerede retsakt sætter særlige krav til naturgas og atomkraft i forhold til at opnå kategorisering som ”overgangs-” eller ”grøn-” investering. Opfyldes disse krav er der nemmere adgang til at opnå privatinvestering og finansiering fra EU-fonde. Ellers ikke.

Investeringer i naturgasværker anses kun for grønne, hvis de lever op til bestemte krav. Værkerne må ikke producere mere end 270 gram CO2 per kilowatt-time, de skal erstatte et fossilt brændstofskraftværk, der udleder mere CO2, og så kan der kun gives tilladelse til et naturgasværk frem til udgangen af 2030. Selve værkerne skal derudover leve op til en række yderligere tekniske krav for at blive anset som grøn "overgangsteknologi".

Ligeledes, kan investeringer i atomkraft kun få EU's taksonomi-stempel som en bæredygtig investering, hvis et projekt lever op til en lang række sikkerhedskrav.

Først og fremmest skal det have en plan for sikker håndtering affaldet inklusive finansieringen hertil. Projektet skal desuden have modtaget byggetilladelse inden 2045. På den måde bliver værkerne i taksonomien anset som en teknologi, der i en overgang skal have et skub til at komme op i den produktionskapacitet, der er behov for, så vi kan slippe for egentlige overgangsteknologier.

Glem de himmelvendte øjne over bæredygtighedstaksonomiens 2. retsakt. Medmindre den følges af ærlighed om, at dette vil betyde både senere CO2-neutralitet med deraf følgende voldsommere klimakonsekvenser, energimangel, der givermeget dyrere energi – begge dele virkninger, som i sidste ende vil ødelægge det Europa og den verden, vi kender i dag og i bedste fald sende de bedste årgange af de kommende generationer væk til kontinenter, som godt tør smøge ærmerne op og få flere investeringer ind i den til tider beskidte del af den grønne omstilling.

debat@altinget.dk