Overborgmester: København bliver ikke CO2-neutral i 2025

Københavns Kommune når ikke sit mål om klimaneutralitet i 2025, siger overborgmester Sophie Hæstorp i kølvandet på, at kommunens plan om at opfange store mængder CO2 fra atmosfæren bliver forsinket på grund af manglende finansiering. Overborgmesteren vil nu undersøge, om Københavns Kommune selv kan dække en del af regningen for CO2-fangstanlægget. 

København bliver alligevel ikke verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. 

Sådan lyder meldingen fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og en række partier på Københavns Rådhus, der dermed endegyldigt lægger kommunens storstilede klimaplan fra 2012 i graven. 

"Vi når desværre ikke at blive helt CO2-neutrale inden udgangen af 2025, som det ser ud nu. Det ser ud til, at vi når 80 procent af vejen, så vi er nået rigtig langt. Men det bliver ekstremt svært at nå målet om at blive helt klimaneutrale," siger Sophie Hæstorp Andersen. 

"Men det er også vigtigt for mig at understrege, at vi på ingen måde opgiver målet om at klimaneutralitet, og vi skal også endnu længere end det. Det har vi allerede vedtaget," tilføjer hun og henviser til den klimaplan, som Københavns Kommune vedtog sidste år. 

Den har som målsætning, at Københavns Kommune skal være såkaldt klimapositiv i 2035. Det vil sige, at kommunen optager mere CO2, end den udleder. 

Overborgmester: Kommunen skal finansiere CO2-anlæg

Erkendelsen fra overborgmesteren skyldes i høj grad, at kommunens plan om at indfange store mængder CO2 fra et nyt anlæg på toppen af det moderne og artikekttegnede Amager Bakke med stor sandsynlighed bliver voldsomt forsinket. 

CO2-fangstanlægget er udset som det columbusæg, der skal spare kommunen for de knap 500.000 tons CO2, der mangler, før kommunen kan kalde sig klimaneutral.

Anlægget skulle efter planen stå klar i 2025, men det ser nu umuligt ud, da Amager Ressourcecenter (ARC), der ejer anlægget, ikke lever op til de økonomiske krav fra Energistyrelsen for at få støttekroner fra en grøn statslig pulje til CO2-fangst.

I juni indgik Københavns Kommune og de fem andre hovedstadskommuner, der tilsammen ejer ARC, ellers en aftale, der skulle forbedre selskabets økonomi ved at øge mængden af affald, som ARC kan importere fra udlandet og brænde af. 

Kort tid efter fik ARC afslag på støtte fra EU's 1,5 milliarder kroner store Innovationspulje tilbage i juli. 

Sophie Hæstorp Andersen fortæller til Altinget, at hun nu har bedt sin forvaltning om at undersøge, om Københavns Kommune selv kan dække en del af regningen for CO2-anlægget på Amager Bakke. 

"Hvis vi har mulighed for at komme videre med fuldskalaanlægget til CO2-fangst, enten ved at finde nye veje til statslig støtte, eller ved selv at skyde penge i det, så er det et rigtigt vigtigt tiltag. Det er det, der på sigt skal gøre, at vi kan nå i mål om at blive klimapositive," siger overborgmesteren.

"Så skulle man have lukket København for trafik"

Hos ARC er man ærgerlig over, at det ikke er lykkedes at få den fornødne økonomiske hjælp, så det store projekt til CO2-fangst kunne stå færdig i 2025. Og man erkender, at ARC har fået tildelt en afgørende rolle i at få Københavns klimamål til at lykkes.

”Det er klart, at det lægger pres på os, men vi vil gerne hjælpe København med klimamålet. Der skal dog et relativt stort mirakel til, hvis vi skal nå det til 2025. Det kommer ikke til at ske,” siger Jacob H. Simonsen, direktør i ARC.

Han kan dog godt forstå, at man fra rådhuset i København har set mod ARC for at finde en redningskrans til klimamålet.

Det store projekt på ARC var udset til at kunne opfange 500.000 ton CO2 om året, hvilket svarer til mere end den samlede biltrafik i hovedstaden.

”500.000 tons er massivt. Så skulle man i stedet have lukket København totalt ned for trafik. Det er nogenlunde der, vi er. Det er klart, at man gerne vil sætte ind, hvor det er, man kan få mest klimaeffekt, uden det bliver frygteligt dyrt. Og det er ved CO2-fangst. Så det er afgørende, at det kommer til at lykkes,” siger Jacob H. Simonsen.

Hos tænketanken Concito kalder man det "meget ærgerligt", at Københavns Kommune ikke lever op til sit eget klimamål. 

”Det viser, at det er risikabelt at hænge hele indsatsen op på et projekt,” siger Tobias Johan Sørensen, klimaanalytiker i Concito.

Partier: Vi har et uløst problem med transport

Hos Radikale og Enhedslisten på Københavns Rådhus deler man overborgmesterens vurdering af, at løbet er kørt for hovedstadens mål om CO2-neutralitet i 2025. 

Ingen af partierne vil dog kaste håndklædet i ringen i forhold til at nå kommunens klimamål om at blive klimaneutral, og Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, understreger, at hun stadig ser CO2-fangst som et vigtigt værktøj for at nå kommunens klimamål. 

Hun vil dog også bruge de kommende budgetforhandlinger til finde finansiering til andre initiativer, der kan skære CO2 af kommunens klimaregning. 

"Vi har et uløst problem omkring den udledning, der kommer fra vejtrafik, som man reelt ikke har gjort noget ved i de sidste mange år. Der skal virkelig til at ske noget," siger Line Barfod. 

Hun peger blandt andet på den handleplan for delebiler, der blev vedtaget før sommerferien, og som et flertal vil finde finansiering til ved de kommende budgetforhandlinger i september. 

Hos Radikale vil man også finde penge til delebiler. Partiet vil dog også bruge de kommende forhandlinger på at gøre det lettere og mere attraktivt for københavnerne at købe en elbil. 

"Der er en flaskehals, der gør, at det i dag ikke er muligt at købe en elbil som københavner, og så med rimelighed forvente, at man også har et sted at parkere den indenfor kommunegrænsen. Det skal vi have lavet om på," siger Emil Moselund, politisk ordfører for Radikale på rådhuset. 

Partiet vil også afsætte op mod en milliard kroner til en ny klimafond, der skal gøre det lettere for de københavnske politikere at vælge løsninger, der sparer på CO2-kontoen, men koster ekstra økonomisk. 

Hæstorp: Ambitiøst klimamål var ikke en fejl 

Da Københavns klimaplan blev vedtaget i 2012, vakte det international opsigt, at bystyret på rådhuset åbent gik efter titlen som verdens første klimaneutrale hovedstad i 2025.

En titel, som de københavnske politikere nu altså må droppe at få i hus til tiden.

Sophie Hæstorp Andersen mener dog ikke, at hendes politiske forgængere begik en fejl ved åbent at melde det ambitiøse klimamål ud. 

"Målet om CO2-neutralitet har været en fantastisk drivkraft for hele København, og for vores grønne omstilling. Den har sat skub i udbygning af metro, løftet cyklismen og skabt arbejdspladser. Hele verden har søgt inspiration hos København, når det kommer til at sætte fart på den grønne omstilling. 

"Jeg kommer aldrig til at fortryde, at politikere før mig satte den her ambition, og vi kommer fortsat til at arbejde benhårdt på at gøre København CO2-neutral. Hvis ikke i 2025, så i 2026 eller 2027. Vi skal videre, for at sige det, som det er," tilføjer overborgmesteren. 

Sidste år vedtog i endnu en klimaplan med et endnu mere ambitiøst mål om at være klimapositive i 2035. Er det fornuftigt, set i lyset af, at i lige har måtte opgive at leve op til den for 2025? 

"Ja. Og derfor skal vi have vedtaget en ny klimaplan for CO2-neutralitet, så vi kan nå målet om klimapositivitet på sigt,"

Hvornår kan københavnerne forvente, at deres hovedstad er endegyldigt CO2-neutral?

"Det ville jeg ønske, at jeg kunne give en dato på. Men lige nu står i vi i en situation, hvor vi skal finde en alternativ måde at få sikre finansiering til vores CO2-fangstanlæg, så det kan komme op og køre. Samtidig skal vi arbejde for at gøre bilerne grønnere, få solceller op på tagene og investere i grøn energi," siger Sophie Hæstorp Andersen.

"Så lige nu kan jeg ikke give et fuldstændigt overblik over, hvornår det kommer til at ske,"

,

Forrige artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Næste artikel Statsministeren vil kickstarte nyt vindeventyr i Østersøen ved europæisk topmøde på Bornholm Statsministeren vil kickstarte nyt vindeventyr i Østersøen ved europæisk topmøde på Bornholm