Organisationer: Nyt perspektiv er godt for COP21

Af Gitte Seeberg og Lars Aagaard
Generalsekretær WWF Verdensnaturfonden og adm. direktør i Dansk Energi

Selvom håbet er lysegrønt, tør vi godt komme med en forudsigelse: FN’s klimatopmøde sidst på året kommer ikke til at sikre en reduktion i det globale udslip af drivhusgasser, så verdens temperaturstigning holder sig under de 2 grader, som videnskaben har fastlagt som det maksimalt tilrådelige.

Den globale appetit på at binde sig til en ambitiøs og juridisk bindende aftale er ikke overvældende, så der bliver helt sikkert brug for en COP22, COP23 og så videre.

Betyder det så, at FN-processen er meningsløs? Nej, på ingen måde, men det betyder, at vi skal se processen i et andet perspektiv.

En juridisk bindende aftale holder ikke
I mange år har vi set FN-processen som det sted, der via en juridisk bindende aftale indgået af toppen af det politiske niveau forenede verden om fælles indsats for at bremse de menneskeskabte klimaforandringer.

Den tilgang har slået fejl, hvilket bl.a. kan ses ved, at EU er ret alene om at have Kyoto-mål frem til 2020. Resultaterne har altså ikke stået mål med udfordringen.

Reelt har tanken om en stor juridisk bindende aftale ikke været på bordet siden COP15 i Danmark. I stedet er processen i stigende grad lagt an på en bottom-up tilgang, hvor verdens lande frivilligt melder deres ambitioner ind til FN. I takt med at den systematik udvikles, bliver det også nemt at se, hvilke lande og regioner der reelt leverer, og hvilke der kører på frihjul.

Lande leverer ambitiøse klimaplaner
Lige nu er mange af verdens lande i gang med at rapportere deres klimaplaner ind til FN’s klimasekretariat i Bonn og dermed danne grundlaget for en ny global klimaaftale klappet igennem af deltagerne på COP21 i Paris. Og der er stigende ambitioner i mange lande inklusive  Kina og USA.

Schweiz har som det første land meldt sin officielle landeplan ind til FN’s klimasekretariat. Schweizerne vil halvere deres udledninger frem til 2030, og her i marts meddeler EU et mål om en CO2-reduktion på minimum 40 procent fra 1990 til 2030 ind til klimasekretariatet.  

Heldigvis - vil nogen sige – så drives udviklingen på klimafronten ikke alene fra den politiske top. Dele af erhvervslivet og blandt mange lokalsamfund bliver der arbejdet mere seriøst end nogensinde på at udvikle og indføre energieffektive og klimavenlige løsninger.

Danmark på vej mod CO2-neutral produktion
I Danmark har vi nu det laveste energiforbrug i 30 år, og energibranchen er godt i gang med at omstille fra kul og olie til vind, biomasse og andre former for vedvarende energi. En CO2-neutral el- og varmeproduktion er inden for rækkevidde.

Her i løbet af foråret vil landeplanerne fra EU og mange andre give gode indikationer på, hvor langt vi er fra målet. Data vil gøde jorden for diskussioner om, hvem der skal gøre mere, både på forebyggelse af udledninger og finansiering af dele af udviklingslandenes indsats. Det bliver i sig selv et større verbalt slagsmål.

FN-processen skal derfor måles på, om den får skabt de nødvendige institutionelle rammer og mål, der trækker i den rigtige retning.

COP21 kan blive en succes
I den optik tegner COP21 til at blive en succes, også selv om det ikke sikrer 2 graders-målet. Men FN-processen skal suppleres af indsatser på lokalt, nationalt og regionalt niveau. Det giver masser af plads til lande som Danmark, der kan vise andre, at det er muligt at have et velfærdssamfund, der ikke er stærkt afhængigt af fossile brændsler. Den store del af dansk industri, der leverer løsninger på klimaproblemet i form af vedvarende energianlæg eller energieffektivt udstyr, vil nyde godt af det.

Paris-protokollen vil også sende et signal om retning til de private investorer, som skal drive teknologiudviklingen. Det er vigtigt og kan være med til at betyde, at investorerne tænker sig om, før de investerer i nye kulkræftværker eller olieboringer i risikable områder.

 

debat@altinget.dk