Klimaprofiler: En revurderet klimalov skal kunne håndhæves

De seneste 12 måneder har den globale temperatur stabilt ligget på mere end 1,5 grader over førindustrielt niveau.

Både Parisaftalen og klimaloven har til formål at begrænse temperaturstigningen til under 1,5 grader, sammenlignet med førindustrielt niveau.

Det er en bunden opgave, at vi tilgår klimaudfordringerne på en seriøs måde.

Klimaloven kunne sætte rammerne for den nødvendige indsats, hvis Folketinget ønskede at give loven det nødvendige indhold.

Det kunne være et CO2-budget, nogle sanktionsmuligheder eller muligheden for at drage nogen juridisk til ansvar.

En lov skal helst kunne håndhæves.

To inputs til klimalov 

Klimaloven skal revideres næste år. Det skal den som udgangspunkt hvert femte år, hvor et nyt klimamål for de kommende 10 år skal fastsættes. Folketinget kan derfor så småt begynde at overveje et passende mål for 2035.

Det er dog ikke det eneste, der skal overvejes. Regeringen har indikeret, at den ønsker et mål for Danmarks internationale klimaaftryk og fremrykke målet om klimaneutralitet til 2045.

Det kan man fint gøre.

Folketingets partier bør dog også overveje at indføre et CO2-budget og egentlige sanktionsmuligheder, hvis loven skal kunne håndhæves.

Schweizisk forbillede

Der er mindst to gode grunde til den næste klimalov bør have et CO2-budget.

Den første finder vi i en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der blev afsagt i foråret.

Her fik en gruppe ældre schweiziske kvinder medhold i at den schweiziske regering er forpligtet til at beskytte dem mod alvorlige klimaforandringer.

{{toplink}}

Kvindernes påstand var, at ældre kvinder er særligt udsatte for hedebølger, og eftersom hedebølger forværres af klimaforandringerne, så har regeringen også en juridisk forpligtelse til at beskytte dem mod klimaforandringer.

Udover at kvinderne fik medhold, så stillede domstolen også spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan hævde at have en tilstrækkelig klimapolitik uden et CO2-budget.

”I fraværet af indenlandske foranstaltninger, der forsøger at kvantificere den indklagede stats resterende CO2-budget, har domstolen svært ved at acceptere, at staten kan anses for effektivt at overholde sin lovgivningsmæssige forpligtelse i henhold til artikel 8 i konventionen," lyder dommens præmis 572.

CO2-budget kom aldrig 

Nu har stater selvsagt en vis skønsbeføjelse, men når man skal afgøre om klimapolitikken er tilstrækkelig eller ej, så skal man selvsagt kunne opgøre om man løfter sin andel af ansvaret.

Her er spørgsmålet ikke, om man gør noget, men om man gør nok.

Det kan bemærkes, at den danske klimalov heller ikke har et CO2-budget.

Det faktum kan i øvrigt undre, eftersom Folketinget (med 92 stemmer for og fire imod) i 2020 bakkede op om et borgerforslag om en klimalov, som netop indebar udarbejdelsen af et CO2-budget.

”Fastsættelsen af disse mål skal baseres på et CO2-budget, der viser, hvor store udledninger Danmark samlet set kan have frem mod 2050,” lød beslutningsforslaget. 

Trods den overvældende politiske opbakning blev der dog aldrig fulgt op på forslaget.

Borgere har krav på afklaring

Både dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og beslutningsforslaget, der lagde grunden til klimaloven, giver anledning til at få indtænkt et CO2-budget.

I fraværet af et budget, ved vi som borgere reelt ikke, om vi løfter vores andel af ansvaret eller ej. Det har vi vel krav på at vide. 

Én ting er dog at vide, om man er på rette kurs eller ej, men hvad nu hvis klimaindsatsen afviger så meget fra kursen, at den bryder med lovens målsætninger? Hvilke sanktionsmuligheder bør i så fald træde i kraft?

{{toplink}}

Hvis klimamålene er bindende og ministeren er underlagt en handlepligt, der træder i kraft, hvis det ikke kan anskueliggøres, at klimamålene nås, så er det nærliggende at tænke, at der burde være nogle sanktionsmuligheder.

Det er dog ikke tilfældet i dag.

Man kunne eksempelvis lade sig inspirere af den tyske klimalov.

Her finder vi den såkaldte ”Sofortprogramm”-bestemmelse, der påbyder regeringen at foretage kompenserende tiltag straks, hvis en sektor overstiger det årligt allokerede udledningsbudget.

Ikke en reel pligt

Den såkaldte handlepligt træder reelt først i kraft, hvis Folketinget beslutter det.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det uheldigt at anvende begreber med juridisk betydning, som det gælder for begrebet »pligt«, hvis der ikke samtidig foreligger en egentlig pligt.

I modsætning til tidligere klimastrategier medførte klimaloven en nydannelse, da det blev understreget, at CO2-reduktionerne skulle ske på dansk jord.

Intentionen var klar. Det skulle ikke være muligt at købe aflad i udlandet.

Men det fremgår faktisk af forarbejderne til klimaloven, at hvis det ”i de sidste år frem mod 2030” viser sig, at man ikke kan indfri 2030-målet, vil aftalepartierne bag klimalovsaftalen drøfte at anvende fleksible mekanismer.

Lovteknisk er det ikke overdrevent elegant at give indtrykket af, at loven forbyder visse instrumenter, hvis det samtidig understreges, at man politisk blot kan aftale noget andet, hvis det bliver svært at nå målet.

Så er det bedst helt at udelade hensigtserklæringerne.

Uddyb principperne

Endelig fortjener klimalovens guidende principper også et eftersyn.

Principperne indebærer, at dansk klimapolitik skal være ”så omkostningseffektivt som muligt under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles”.

Fortolkningsrummet er med andre ord bredt. ”Klimalovens guidende principper udgør med andre ord et spændingsfelt med en række modstridende hensyn, hvor det er nødvendigt at vægte de enkelte hensyn ved hver enkelt indsats,” påpeger et folketingssvar d. 2. september 2022.

{{toplink}}

Et andet folketingsvar fra den 25. april 2024 pointerer, at klimaloven blot udgør en overordnet ramme for klimaindsatsen, og at olieproduktionen i Nordsøen i øvrigt ikke er i strid med klimaloven.

”Danmark har derfor en interesse i at bidrage til, ikke bare den danske, men også den europæiske forsyningssikkerhed,” understreger svaret. 

Hvis man politisk ønsker guidende principper, der også har en retningsgivende karakter, så bør de uddybes.

Der kunne eksempelvis med fordel være en guide til, hvordan de guidende principper bør afvejes mod hinanden.

debat@altinget.dk