Oliebranche: Biler skal ikke på støtten

DEBAT: Politikerne må beslutte sig for, om de vil teknologifremme eller erhvervsstøtte elbilerne. Sidstnævnte er yderst uhensigtsmæssigt, mener direktøren i Energi- og olieforum.

Af Jacob Stahl Otte
Direktør i Energi- og olieforum (EOF)

For at transportsektoren for alvor kan blive en del af den grønne omstilling, skal vi have mange forskellige teknologier i spil. Derfor er det ærgerligt, at debatten ofte reducerer de politiske handlemuligheder til valget mellem to veje: forbud mod det, vi ikke kan lide, og statslige tilskud til det, vi mener at vide er fremtidens vinderteknologier. 

Det er helt legitimt, at der fra politisk side er et ønske om at fremme udvikling og modning af nye teknologier, der kan forbedre miljø og klima. Forbud og erhvervsstøtte er dog ikke vejen frem.

Grønne teknologier bør fremmes på markedsvilkår ved at opstille objektive og gennemsigtige mål og teknologineutrale regulatoriske rammer, som understøtter disse mål. Dermed sikres fri konkurrence om at udvikle fremtidens teknologier. 

Internationale krav styrer udvikling
Som FDM rigtigt gør opmærksom på, på Altinget 1. marts, er partikelforureningen, NOx- og CO2-udledningen fra nye benzin- og dieselbiler mindsket markant de senere år.

Det skyldes ikke nationale rabatter og særordninger, men derimod internationale teknologineutrale krav til producenterne.

I modsætning til hvad debatten ofte bærer præg af, er det de selv samme krav og hverken afgiftsfritagelser i Norge eller Danmark, som har medført, at mange bilproducenter har valgt at satse på udvikling og produktion af nye el- og hybridbiler.

Og ja, elbiler får fortsat massive afgiftsfritagelser i Danmark, selvom debatten ofte bærer præg af noget andet.   

Rabatter uden grønne aftryk
Det nuværende danske bilafgiftsystem er, ud over at være en vigtig indtægtskilde for staten, et kludetæppe af afgifter og rabatter.

Elbiler betaler i 2017 i princippet 40 procent af den registreringsafgift, som de skulle have betalt, hvis der havde været tale om en benzin- eller diselbil.

Da de samtidig får store fradrag for energieffektiviteten, er det dog reelt set kun elbiler på niveau med en e-Golf og dyrere, som betaler registreringsafgift. Og det er vel at mærke stadig en væsentligt reduceret registreringsafgift.

Elbiler får dermed ikke alene rabat på læderindtræk, læderrat og alufælge, som intet har med miljø og klima at gøre, men også på sikkerhedsteknologier, som andre biler pålægges 150 procent afgifter på.

Får vi så mere miljø og sikkerhed for pengene? Næppe, og slet ikke hvis vi tror på, at elbilerne af sig selv kommer betydeligt ned i pris og op i rækkevidde de kommende år. 

Teknologifremme eller erhvervsstøtte?
Fra Hyundai hører vi på Altinget den 1. marts, at elbiler til hr. og fru Danmark er ”klar til at tage over.”

I samme indlæg hedder det dog, at ”markedet har brug for hjertemassage,” som i dette tilfælde betyder moms- og afgiftsfritagelse, gratis parkering og kørsel i busbanerne.

Politikerne må her gøre op med sig selv, om de ønsker at teknologifremme eller erhvervsstøtte til elbilerne.

Det sidste er langt fra hensigtsmæssigt ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, men er selvfølgelig rart for dem, der skal sælge bilerne.

Forrige artikel FDM: Bilafgifter holder os i slæbesporet FDM: Bilafgifter holder os i slæbesporet Næste artikel EL: Venstre klamrer sig til solnedgangsteknologier EL: Venstre klamrer sig til solnedgangsteknologier