Nyt debatpanel om atomkraft

DEBAT: Skal vi satse på kernekraft? Eller i hvert fald begynde at forske i det? De spørgsmål vil et nyt panel debattere den kommende tid. Mød panelet her.

Atomkraft har altid været en omstridt energiform. I 70’erne gik titusindvis af danskere således på gaden under parolen "Atomkraft? Nej tak”, og i 1985 pålagde et folketingsflertal regeringen at droppe enhver tanke om kernekraftværker på dansk jord.

Siden er dog løbet meget vand under broen, og teknologien har udviklet sig. Så er tiden inde til, at Danmark satser på atomkraft? Eller i hvert fald i kernekraftsforskning?

Mød det nye debatpanel, der skal debattere dette spørgsmål den næste måned, her.

Lars Aagaard
Direktør i Dansk Energi. Lars Aagaard er uddannet cand.scient.adm. fra RUC og har tidligere været ansat ved Teknologisk Institut, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt været miljø- og energichef i DI.

Thomas Grønlund Nielsen
Formand for foreningen Ren Energi Oplysning. Thomas Grønlund Nielsen er uddannet cand.scient. fra Niels Bohr Instituttet med hovedfag i fysik og sidefag i matematik. Thomas Grønlund Nielsen har arbejdet med elektrooptik i forskellige virksomheder i Canada, Schweiz og Danmark igennem syv år og er forfatter til bogen ”Niels Bohr må vende sig i sin grav – om fornægtelsen af kernekraften”.

Kaspar Hewitt Klenø
COO i virksomheden Seaborg Technologies, der har udviklet en termisk atomaffaldsbrænder. Kasper Hewitt Klenø er uddannet cand.scient. og ph.d. i fysik fra Københavns Universitet og er medlem af bestyrelsen i REO, Ren Energioplysning.

Tarjei Haaland
Klima- og energimedarbejder hos Greenpeace i Danmark. Tarjei Haaland er bachelor i geologi og geografi og var i 1974 en af medstifterne af Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA, der med sloganet ”Atomkraft – nej tak” blev en stærk bevægelse, der med var medvirkende til, at Danmark sagde nej til atomkraft ved en Folketingsbeslutning i 1985. Tarjei Haaland har arbejdet i Greenpeace siden 1992.

Palle Bendsen
Klimatalsperson for NOAH Friends of the Earth Denmark. Palle Bendsen har arbejdet med atomkraft-, energi- og klimaspørgsmål i Aalborg Miljø & Energikontor og i NOAH.

Villum Christensen
Energiordfører for Liberal Alliance. Villum Christensen har været medlem af Folketinget siden 2008. Han har en master i public management fra Syddansk Universitet og er medlem af bestyrelsen i Affald Plus samt SK Forsyning A/S.

Bent Lauritzen
Afdelingschef, Center for Nukleare Teknologier på DTU NUTECH. Bent Lauritzen har en ph.d. i atomfysik fra Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet og har været ansat ved DTU siden 1995. Bent Lauritzen er derudover blandt andet ekspertkonsulent ved UNSCEAR, repræsentant i Det Europæiske Atomenergifællesskab samt tidligere medlem af bestyrelsen for Nordisk selskab for strålebeskyttelse.

Mikkel Dencker
Klimaordfører og energiordfører for Dansk Folkeparti. Mikkel Dencker har læst økonomi på Københavns Universitet og været medlem af Folketinget siden 2001. Han er derudover viceborgmester i Hvidovre Kommune og medlem af bestyrelsen for VEKS, Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S.

 

 

 

 

 

 

 

Forrige artikel Dansk Energi: A-kraft er irrelevant i Danmark Dansk Energi: A-kraft er irrelevant i Danmark Næste artikel DTU: Vi skal forske i kernekraft DTU: Vi skal forske i kernekraft