Ny lovgivning skaber forvirring

Af Ellen Margrethe Basse
Professor, dr.jur. Aarhus Universitet

Den 21. juli 2014 udsendte Energistyrelsen et udkast til høring om en ”ændring af offshoresikkerhedsloven, havmiljøloven og miljøskadeloven”. Forslaget skal sikre dansk gennemførelse af offshoresikkerhedsdirektivet. Der er imidlertid nogle væsentlige uklarheder i den stillingtagen, der er til de ansvarlige myndigheder.

Direktivet påbyder medlemsstaterne at sikre en klar adskillelse mellem den myndighedskontrol, der føres med miljørisici henholdsvis myndighedskontrollen med økonomiske forhold. Derfor er klima-, energi- og bygningsministeren nødt til at ændre på, hvordan myndighedskontrollen opbygges. Opgaverne har hidtil været placeret i Energistyrelsen. I lovudkastet foreslås det, at der etableres en ny ressortmyndighed, der skal indgå i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

Myndigheden skal tage sig af miljørisici. Opgaven skal udføres sammen med Miljøstyrelsen, der er ressortmyndighed efter havmiljølovens og miljøskadelovens regler. Samtidig fastholder man i lovforslaget en forudsætning om, at der også efter lovændringen er tale om en ”one-stop-shop-ordning”. Klima-, Energi- og Bygningsministeriet er den relevante myndighed.

Uklar Lovgivning
Om det er en holdbar måde at sikre EU’s krav om adskillelse af myndighedskontrollen på, er jo nok ikke givet – men faktisk er det heller ikke muligt efter de danske regler. Der er intet sted i lovforslaget taget højde for koordinering mellem det nye offshoregodkendelses- og tilsynssystemet henholdsvis det miljøgodkendelses- og tilsynssystem, som fyringsanlæggene på boreplatformene er underkastet.

Fyringsanlæggene blev jo ved gennemførelsen af direktivet for industrielle immissioner (IE-direktivet) flyttet fra havmiljøloven til miljøbeskyttelsesloven. Miljøstyrelsen skal derfor efter de gældende miljøgodkendelsesregler foretage en integreret forureningsforebyggelse og kontrol af alle de mulige forureninger, der kan indtræde fra offshore fyringsanlæg. Det gælder også de skader, der måtte være omfattet af miljøskadelovens regler.

Lovforslaget tager heller ikke højde for de retlige uklarheder, der er i forhold til anlæg, der placeres offshore i havområdet omkring Grønland. Efter offshoredirektivet er Danmark forpligtet til at udarbejde en ekstern national beredskabsplan, der skal dække alle offshore olie- og gasaktiviteter under dansk jurisdiktion. Er havområdet uden for Grønland ikke dansk jurisdiktion? Grønlands søterritorium strækker sig kun tre sømil (5.556 meter) fra basislinjen, og sagsområdet havmiljø er ikke overgået til Grønlands Selvstyre.

Klar ansvarsfordeling mellem Danmark og Grønland
Det fremgår endvidere klart af forarbejderne til den grønlandske råstoflov (§ 9, stk. 3), at råstoflovens miljøregler ikke finder anvendelse på kontinentalsokkelområdet uden for Grønlands søterritorium og i den eksklusive økonomiske zone i det omfang, andet følger af havmiljølovgivningen. Den danske havmiljølov (som den var gældende i 2004) er ved havmiljøanordningen sat i kraft for Grønland.

Så hvad nu? Der kunne også her være anledning til at erindre om Statsrevisorernes 2013-kritik af Danmarks indsats i Arktis. De udtalte bl.a., at der er behov for en styrket koordination og en klarere ansvarsfordeling mellem Justitsministeriet og Forsvarsministeriet i forbindelse med rednings- og beredskabsindsatsen (SAR). Det er nok mindst lige så vigtigt at få styr på ansvarsfordelingen mellem Danmark og Grønland i forbindelse med beredskabet m.v. for de offshoreaktiviteter, der er i den danske del af Arktis. Hvordan vil Danmark undgå at få alvorlige problemer, hvis ikke der ved gennemførelsen af offshoresikkerhedsdirektivet tages højde for de forpligtelser, Danmark har over for EU inden for den danske jurisdiktion?

debat@altinget.dk