Forsigtig optimisme om mål op mod EU-topmøde

Af Jørgen Skovmose Madsen
Leder af Dansk Energis kontor i Bruxelles

Den europæiske energisektor har gennem længere tid efterspurgt klarhed om de lovgivningsmæssige rammer efter 2020, så den kan planlægge sine langsigtede investeringer.

Efter forgæves forsøg i marts og juni er der store forhåbninger til, at topmødet den 23.-24. oktober vil resultere i en overordnet aftale. Om få uger bliver det store slag om EU’s energi- og klimapolitiske ramme frem mod 2030 efter alt at dømme afgjort i Bruxelles.

Kampen kommer især til at stå om, hvilke mål der skal være styrende for den grønne omstilling af EU’s energisektor. Fronterne er trukket skarpt op, og mens mange forhandlinger på EU-niveau kan klappes af på embedsmandsniveau, vil forhandlingerne om 2030-pakken først blive afsluttet, når EU's stats- og regeringsledere - formodentlig i en sen nattetime - får de sidste ender til at mødes.

Stor uenighed om mål for vedvarende energi
Forud for topmødet foregår der forhandlinger på en række niveauer, der skal gøre vejen til et kompromis mere farbar. I midten af september var delegationer fra alle 28 medlemslande på skift til møde med repræsentanter fra Det Europæiske Råds formand, Herman van Rompuy. Medlemslandene var indkaldt for at præsentere deres positioner forud for topmødet, så der kan forberedes et aftaleudkast, der i videst muligt omfang imødekommer alles ønsker.

Især på målene vil fronterne imidlertid være skarpe, helt indtil regeringslederne sætter sig til bordet i Justus Lipsius-bygningen. EU-Kommissionen har spillet ud med forslag om en 40 procents reduktion af CO2-udledninger, 27 procent vedvarende energi og 30 procent forbedret energieffektivitet i 2030.

De første meldinger fra møderne i september lyder på, at CO2-reduktionsmålet har bred opbakning, og det forventes, at der vil kunne findes en model for opfyldelse af målet, der også tilfredsstiller de lande, der stadig er skeptiske. Uenigheden er større, når det gælder mål for vedvarende energi og energieffektivitet.

Nogle medlemslande mener, sådanne mål vil øge prisen for at nå den ønskede CO2-reduktion. Fx argumenterer briterne for, at et for ambitiøst mål for vedvarende energi vil skræmme investorer i fx atomkraft væk fra Europa, mens et for uambitiøst mål vil skræmme investorer i vedvarende energi væk. Derudover fylder debatten om energipriser fortsat meget, og dele af den europæiske industrilobby har succes med at sætte lighedstegn mellem klimapolitik, energipriser og industriens konkurrenceevne.

Optimisme blandt centrale aktører
En række analyser har dog ikke kunnet finde bevis for, at EU’s klimapolitik fører til, at industrien flytter ud af Europa. I forhold til energipriser viste EU’s årlige konkurrenceevnerapport, der udkom i september, at energipriser kan være en konkurrencemæssig udfordring i forhold til USA, men i forhold til resten af verden har de kun marginal betydning.

Centralt placerede aktører i processen er dog optimistiske i forhold til også at lande mål for vedvarende energi og formodentligt også for energieffektivitet. Traditionelt tilbageholdende lande som Storbritannien og Tjekkiet har accepteret et 27 procent-mål for vedvarende energi, og den generelle modstand over for et mål for energieffektivitet er efter sigende begrænset til ganske få lande.

Netop i forhold til et mål for energieffektivitet anbefalede EU-Kommissionen i juli et mål for 30 procent, selvom man havde regnet sig frem til, at dette ikke ville være det mest omkostningseffektive. Til gengæld vurderede man, at øget energieffektivitet vil reducere gasimporten fra Rusland i en grad, der opvejer de højere omkostninger. Kommissionens analyse er i øvrigt blevet kritiseret for at overdrive netop omkostningerne ved tiltag for energieffektiviseringer.

Tiden er moden til et kompromis
Fornemmelsen i Bruxelles er, at tiden er moden til, at stats- og regeringslederne kan indgå et kompromis den 23.-24. oktober. Det præcise indhold er der stadig usikkerhed om, men tre mål virker ikke urealistisk. Det vil formodentlig kræve økonomisk kompensation til nogle af de østeuropæiske lande, og her tales der allerede om at bruge flere af de penge, der hentes ind ved salg af CO2-kvoter, til at finansiere tiltag, der kan reducere CO2-emissioner fra den østeuropæiske energisektor. Det bliver formodentlig i dette hjørne af teksten, værktøjerne til at lande en aftale skal findes.

Det kommende topmøde bliver ekstremt vigtigt for investeringer i Europas energisektor de kommende 15 år. Det er et spil, der stadig indeholder mange ubekendte, men muligheden for en ambitiøs aftale virker ikke urealistisk.

debat@altinget.dk