Nordisk marked for grønne certifikater bør udforskes

Af Michael Appel
Klimaøkonomisk chef, Concito.

Den bedste løsning på klimaproblemet er at indføre en pris på drivhusgasudledninger. På energiområdet vil det sige en global CO2-pris. Den globale løsning ligger imidlertid ikke lige for. Fremsynede lande kan i stedet gå foran i håb om på den måde at påvirke andre landes adfærd. Men også blandt lande, der vil gå foran, er der forbehold over for at bruge en CO2-pris som grundlæggende instrument. Det er tilsyneladende politisk omkostningsfuldt at anvende det optimale instrument. 

Det er ikke overraskende, at verden ser sådan ud, for ligesom der er markedsfejl, så findes der politiske styringsfejl (såkaldt ”government failure”), der gør, at man systematisk undlader at indrette sig optimalt. I den situation må man vælge blandt politisk spiselige instrumenter fra anden eller tredje række. Og i forbindelse en reduktion af CO2-udledningen kan det være direkte at subsidiere VE-teknologier, så de kan fortrænge brugen af fossile brændsler. 

Danmark indrettet med dyre løsninger 
I Danmark har man indrettet sig med et miks af subsidieordninger. I forbindelse med vindkraftværket ved Anholt valgte man en udbudsprocedure koblet med feed-in-tariffer. Udbud kan virke særdeles godt, hvis det offentlige varetager køberrollen professionelt. I det konkrete tilfælde er det en udbredt vurdering, at løsningen blev forholdsvis dyr. I forbindelse med solanlæg har man praktiseret en anden løsning, der dog ligner førstnævnte ved også at være relativt dyr. 

I Sverige og Norge har man i stedet for feed-in-tariffer valgt en støtteordning med et fælles marked for omsættelige grønne certifikater – i de to lande omtalt som ”elcertifikater”. VE-producenterne opnår certifikater for deres produktion, og staten pålægger bl.a. sælgere af el, at en vis andel skal stamme fra VE. Systemet med omsættelige grønne certifikater er et såkaldt markedsorienteret instrument, hvor aktørerne konkurrerer på prisen, og hvor der er incitament til at vælge den billigste løsning.

Sverige har anvendt grønne certifikater i en årrække, mens Norge først er begyndt i år, hvor man samtidig har gjort certifikaterne omsættelige mellem de to lande. Sverige har fra starten arbejdet for en international udgave af støttesystemet, for dermed bedre at kunne udnytte komparative fordele. Desuden har man vurderet, at en fælles annonceret udbygningsambition vil øge troværdigheden til, at støttesystemet forbliver på plads. 

Burde overveje nordisk eksempel 
Det er oplagt for Danmark at overveje, om det vil være en fordel at tilslutte sig det svensk-norske støttesystem. Det er ikke givet, at det vil være en fordel (andre lande har i deres specifikke udgaver haft mindre gode erfaringer), men det forekommer bemærkelsesværdigt, at der ikke er politisk interesse i at undersøge de mulige fordele og ulemper. 

Kynikere – eller måske bare realister – finder det ikke særlig sandsynligt, at danske politikere vil være interesserede i et støttesystem, hvor det bliver prisen på den vedvarende energi, der bestemmer valget af teknologi. Problemet er angiveligt, at politikerne inden for sektoren dermed mister muligheden for detailstyring og for at pleje deres ”darlings” blandt teknologier og/eller udbygningssteder. Altså uhensigtsmæssige incitamenter eller såkaldt systemfejl. 

Systemfejl kalder på systemændringer, men det hænder, at man kan rette dem gennem politikere, der bryder mønstret og vælger at se på udfordringen i et samfundsmæssigt perspektiv. I det konkrete tilfælde vil det som minimum indebære, at man undersøger, om vi kan lære noget af nabolandenes støttesystem.

debat@altinget.dk