LA: Vi skyder os selv i foden, hvis vi fører klimapolitik uden internationalt udsyn

Hvis EU-medlemsstaterne skal nå deres klimamål, bliver vi nødt til at begrænse udledningen af drivhusgasser med 90 procent i år 2040. Sådan lød det, da EU-kommissionen i sidste måned løftede sløret for anbefalingen til et nyt klimamål for unionens lande. 

Hvis ambitionerne fra disse grønne skåltaler også finder vej igennem den politiske lovmølle, vil der være tale om et væsentligt skridt i den rigtige retning mod den grønne omstilling.

For det giver god mening, at EU ifører sig den grønne førertrøje og går forrest i den globale kamp for at afbøde klimaforandringernes konsekvenser.

Men i slipstrømmen af det forøgede ambitionsniveau følger også en anden vigtig debat om, hvordan og i hvor høj grad EU’s enkelte medlemslande selv skal skrue klimapolitikken sammen.

For en af de afgørende detaljer i klimapolitikken, der desværre ikke får nok fokus i dag, er størrelsesforholdene, når det kommer til CO2-udledning.

Danmarks udledning er en dråbe i havet

I år 2022 stod Danmark nemlig kun for sølle 0,1 procent af den globale udledning, hvilket er en lille dråbe i havet sammenlignet med EU’s 7,5 procent og Kinas svimlende 31 procent af den samlede udledning. 

Dét er bestemt ikke et argument for, at vi i Danmark og EU ikke skal gøre vores for at lægge skinnerne til den grønne omstilling.

Men det ér et argument for, at internationalt udsyn skal være en rød tråd i al vores klimapolitik, hvilket vi slet og ret ikke har nok fokus på.

For selvom man undertiden kan glemme det, når man lytter til danske venstrefløjspolitikere, der har travlt med at regulere vores affaldssortering eller finde på usaglige særskatter til produkterne i kølediskene, er klimaforandringerne en grænseoverskridende problemstilling.

Grænseoverskridende problemstillinger kræver også grænseoverskridende løsninger. For i atmosfæren er det jo ligegyldigt, om CO2-udledningen stammer fra Billund eller Beijing.

{{toplink}}

Derfor skal vi være forsigtige med at vedtage hjemlig regulering, som – foruden at være træls for danskerne og at stille vores erhvervsliv ringere end de udenlandske konkurrenter – ofte ikke bidrager med meget mere end at tjene som en anledning for visse politikere til at score billige, symbolpolitiske point. 

En klimapolitisk korsvej

Selvom vi borgerlige i alt for mange år var for sent om at indse klimaforandringernes alvor, er de fleste i dag gudskelov enige om problemets eksistens. 

Det betyder imidlertid også, at den vigtigste skillelinje i klimadebatten i dag er blevet, om den grønne omstilling skal baseres på frygt og modvækst eller på fremskridt og innovation.

I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, at vi skyder os selv i foden, hvis vi forsøger at få en grøn omstilling, hvor folk – og ikke mindst verdens fattigste lande – skal leve dårligere liv. Det er der to grundlæggende årsager til.

For det første er det lige så sikkert som amen i kirken, at ingen mødre i Malawi har lyst til at reducere deres CO2-udledning, hvis det står i vejen for, at deres børn kan få mad, medicin, rent drikkevand eller ordentligt skolegang.

{{toplink}}

En grøn omstilling uden økonomisk vækst har slet og ret ingen gang på jord, for vi får aldrig nogen overbevist om, at de skal ofre potentialet for et bedre liv på den grønne omstillings alter.

Men heldigvis dokumenterer Det Internationale Energiagentur, at dekoblingen mellem økonomisk vækst og CO2-udledningen allerede er i gang globalt. Så udviklingen går den rigtige vej.

Fornuftig regulering og en kapitalistisk markedsøkonomi

For det andet vil vi ikke kunne få en grøn omstilling i global skala, hvis ikke vi gør det muligt for innovative ildsjæle at udvikle nye, grønne teknologier.           

Det eneste, der for alvor vil sætte turbo på udviklingen af disse nye teknologier, er selvfølgelig en kapitalistisk markedsøkonomi.

Det kræver lave skattesatser og mindre bureaukratisk regulering, så virkelystne iværksættere har incitamentet såvel som muligheden for at få det til at pible frem med den teknologi, der skal få os over den grønne målstreg. 

{{toplink}}

Men argumentet her er imidlertid ikke, at de regulatoriske rammevilkår skal være som i det vilde vesten.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få en grøn omstilling, skal vi få så mange lande som overhovedet muligt med på at indføre en høj, flad og ensartet CO2-afgift. Det er ikke blot retfærdigt, fordi forurenerne således selv betaler for sin udledning.

Det er også den suverænt mest effektive måde at dirigere den globale økonomis ressourcer til de aktiviteter og initiativer, som belaster kloden mindst muligt.

Klimaforandringerne bliver formentlig en af menneskehedens største udfordringer i det 21. århundrede.

Men i Liberal Alliance har vi en optimistisk tro på, at vi med et højere ambitionsniveau, fornuftig regulering og en kapitalistisk markedsøkonomi kan løse problemet og sikre, at også fremtidens generationer vokser op i verden, der bliver god og grøn.

{{toplink}}

debat@altinget.dk