LA: Regeringens klimapolitik er en illusion

Af Villum Christensen
Klima- og energiordfører (LA)

Liberal Alliance kan ikke gå ind for de overordnede præmisser, som ligger bag klimaudspillet.

Vi ser ingen reel begrundelse for, at vi i Danmark skal have højere målsætning end vores omkringliggende lande.

Højere skatter og afgifter som følge af en mere vidtrækkende klimapolitik i en åben økonomi vil med usvigelig sikkerhed medføre eksport af virksomheder og arbejdspladser, som efterfølgende vil resultere i større forureningsproblemer andre steder.

Danmark er i forvejen udfordret af meget høje omkostninger i erhvervslivet, og det er rationelt set vanskeligt at forstå, hvorfor sektorerne nødvendigvis skal "bidrage" med relativt ens andele.

De teknologiske forhold er vidt forskellige, konsekvenserne for erhvervene er vidt forskellige, og mulighederne for at implementere målene er vidt forskellige. Det er en bureaukratitankegang, som sagligt set er blottet for fornuft.

Klimapolitikken er grebet ud af den blå luft
Efter vores opfattelse har klimapolitikken et skær af religiøsitet over sig, idet de udmeldte målsætninger er grebet ud af den blå luft og i bedst fald hviler på en forestilling om, at hvis vi gør noget i Danmark, som er dyrt og ubehageligt, så er der mange andre lande, der vil gøre det samme.

Det er naturligvis en illusion. Det er, som om at det alene handler om at vise, at man gør noget. Og jo mere ondt, det gør, jo bedre føles det - også selv om man sagligt set ikke har nogen som helst sikkerhed for, at indsatsen medvirker til at løse klimaproblemet.

Det er under alle forhold ligegyldigt, hvad Danmark som nation gør, hvorfor det nærmer sig en avanceret form for selvpineri, at vi på den måde bliver ved med at gøre det vanskeligere for erhvervslivet at fastholde produktionen i landet.

Rigtig mange af argumenterne i klimadebatten ender med, at man skal gøre det ene og det andet, som generer en bestemt sektor, fordi ellers når man ikke et tal??. Og da dette tal hviler på en hel imaginær betragtning, så bliver disse argumenter naturligvis meningsløse.

Tiltag må ikke genere virksomhederne unødigt
Dette betyder omvendt ikke, at man ikke kan forestille sig, at det er fornuftigt at sikre biodiversiteten ved hjælp af jordfordeling, således at de mest følsomme jorde friholdes. Det kan også godt være, at der kan være sund fornuft i at lægge låg på gyldetanke, men det må ikke genere virksomhederne unødigt.

Vi ser også meget gerne, at der vælges nogle klimavenlige løsninger, når teknologierne er modne og priserne markedskonforme. Men det er meningsløst at presse det ned over virksomhederne med øgede afgifter til følge.

Bæredygtigt landbrug har eksempelvis fremlagt nogle beregninger, som viser, at en betydelig del af CO2-udfordringen kan løses, hvis jorderne udpines mindre og tilføres kvælstof på linje med det, der tillades i vores nabolande.

Sådanne løsninger giver jo både større produktion og højere CO2-optag på én gang. De mange bestræbelser på at begrænse kvælstof har jo reelt vist sig virkningsløse, når vi ser på vores fjorde.

Det er, som om at klimapolitikken skal være en del af en lidelseshistorie, hvis det skal gå rigtig til.

Markedet kan selv løse problemet
Vi synes også, at det er alt for grovkornet en måde, hvorpå man skelner mellem det "sorte" og "det grønne".

Det er jo ubestrideligt, at man i USA kan fremvise formidable CO2-resultater, samtidig med at lave energipriser stimulerer økonomien. Jeg tænker naturligvis på skifergassen.

Så her ser vi, hvorledes den gode erhvervshistorie kan gå hånd i hånd med en CO2-venlig indsats. Og dybest set, så viser resultattavlen også, at skal det virkelig rykke på CO2-reduktionerne, så kræver det, at teknologierne er udviklet så meget, at energikilden er konkurrencedygtig.

Herved vil markedet selv løse problemet, og det vil gå lynende stærkt og ikke kræve uendelige konferencer og højtidelige protokoller. Indtil nu har vi da heller ikke set nævneværdige resultater af en klimapolitik, der hviler på national/international styring og "sanktioner".

Energitung produktion vil altid flytte sig, og ironien ligger så i, at vi bagefter kan importere de samme varer og med god samvittighed. Fordi nu tæller udledningen ikke i vores regnskab. Men vi har måske nået et bestemt tal.. - og fået en bedre følelse i maven.

debat@altinget.dk