Klima på dagsordenen når de nordatlantiske mandater vender tilbage til Marienborg

Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz vil tale om klima, og det færøske medlem Sjúrður Skaale vil tale om fængsler, når de nordatlantiske mandater tirsdag for anden gang skal mødes med Mette Frederiksen i forbindelse med forhandlinger om regeringsdannelse. 

Der stod blandt andet klima og miljø på dagsordenen, da Socialdemokratiet med fungerende statsminister Mette Frederiksen i spidsen i sidste uge havde bilaterale møder med en lang række partier, som led i de forhandlinger, som på et tidspunkt sandsynligvis vil føre til, at Danmark på et tidspunkt får en ny regering.

Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra IA ønsker, at statsministeren også skal høre hendes input og ønsker på det politikområde. Derfor vil klima være på dagsordenen, når Aaja Chemnitz tirsdag er inviteret til et 30 minutter langt møde på Marienborg nord for København.

Flere naturkatastrofer

Det grønlandske landsstyre, der blandt andet består af IA, ønsker, at der oprettes en særlig klimatilpasningsfond. Og det ønske vil Aaja Chemnitz tage op med statsministeren. For klimaforandringerne mærkes tydeligere og tydeligere i Grønland.

{{toplink}}

”Vi oplever stadig flere naturkatastrofer, som eksempelvis laviner. Vi er derfor nødt til at se på et styrket redningsberedskab,” pointerer Aaja Chemnitz.

De tre øvrige nordatlantiske mandater er også inviteret til Marienborg på tirsdag.

Nyt fængsel

Det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale vil tale om klima og forsvarspolitik. Samtidig vil han benytte de 30 minutter til at tage nogle af de emner op, som Skaale og hans socialdemokratiske parti Javnadarflokkurin slog på i valgkampen. Det handlede blandt andet om, at Færøerne bliver inddraget i forsvarspolitiske beslutninger, og at Færøerne snart får det nye fængsel, som øerne har efterspurgt gennem adskillige år.

Justitsområdet er stadig et dansk område, som politikerne på Christiansborg lovgiver om. Derfor er det også på Christiansborg, at beslutningen om at opføre et nyt fængsel skal tages. Færøernes nuværende fængsel er indrettet i en gammel radarstation på toppen af et fjeld.

Fanget i en snestorm

Storme gør det flere gange om året svært at komme til og fra fængslet. Det påvirker blandt andet pårørendes besøg i fængslet samt løsladelsen af varetægtsfængslede. Hvis en dommer eksempelvis beslutter, at en varetægtsfængslet skal løslades, så kan det være svært at efterkomme, hvis fængslet er fanget i en snestorm.

{{toplink}}

Det andet grønlandske folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam fra det socialdemokratiske parti Siumut, holder kortene tæt ind til kroppen og vil ikke på forhånd fortælle, hvad hun vil tale med statsministeren om.

Temamøde om udenrigspolitik 

Efter møderne med de nordatlantiske medlemmer af Folketinget har Mette Frederiksen inviteret alle partier til temamøde om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Her vil medlemmerne fra Grønland og Færøerne også deltage.

Aaja Chemnitz vil her forsøge at løfte debatten om cybersikkerhed og beskyttelsen af kritisk infrastruktur i Grønland.

{{toplink}}

Forrige artikel Overblik: Her er hovedkonklusionerne fra COP27 Overblik: Her er hovedkonklusionerne fra COP27 Næste artikel Arkitektforeningen uddeler to ærespriser Arkitektforeningen uddeler to ærespriser