Kampen om Europas grønne ambitioner

Af Jørgen Skovmose Madsen
Leder af Dansk Energis kontor i Bruxelles

Da Donald Tusk i sidste uge blev valgt som formand for Det Europæiske Råd, lovede han at forbedre sit engelsk. Men han står over for andre og langt vigtigere opgaver i forhold til at sætte sig ind arbejdet i Det Europæiske Råd inden den officielle tiltrædelse 1. december.

I den sammenhæng vil han uden tvivl følge optakten til Det Europæiske Råd den 23.-24. oktober tæt. Her skal EUs stats- og regeringsledere trække en streg i sandet og fastsætte de overordnede rammer for EUs energi- og klimapolitik frem mod 2030.

Det bliver et langt og formodentligt ikke videre behageligt forløb, som Tusk vil kunne observere fra siden.

Vanskeligt politisk forlig
Det er nemlig den nuværende formand for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, der skal svinge taktstokken. Han vil holde bilaterale møder med de europæiske regeringsledere og vil på den måde opbygge en unik viden om det samlede politiske landskab i EU.

Det vil være nødvendigt, når det vanskelige politiske kompromis skal bankes ud, og det vil give betragtelig indflydelse på, hvordan snittet bliver lagt, når den endelige aftale skæres til.

Herman van Rompuy vil blive mødt af østeuropæere, der vil insistere på kul og skifergas, franskmænd og finner, der blandt andet vil tale atomkraftens sag, briter, der både vil have atomkraft og skifergas, mens en række sydeuropæiske lande primært vil fokusere på, at der tages hensyn til såkaldt energifattige forbrugere – husholdninger, der har svært ved at betale deres elregning.

Vedvarende energi og energieffektivitet vil blive spillet på banen fra dansk side, men også fra en række allierede, herunder Tyskland, Frankrig, Sverige og Holland.

Kompromissets kunst
Både den nuværende formand og Donald Tusk, når det bliver hans tur, må naturligvis behandle nationale interesser på lige fod. Det er formandens lod at agere neutral mægler og evne kompromissets kunst.

Donald Tusk evner denne kunst med en baggrund i et komplekst politisk miljø i Polen, og som polsk premierminister for et land, som er kendt ud over landets grænser for at være dygtige til at fremme polske mærkesager i EU. 

Det store spørgsmål på topmødet vil være, hvilke mål man kan blive enige om på EU-niveau. I 2020 har EU-landene allerede forpligtet sig til 20 procent reduktion i drivhusgasser, 20 procent vedvarende energi og 20 procent energibesparelser.

Ambitiøs klimaplan
EU-Kommissionen har for 2030 foreslået 40 procent reduktion i drivhusgasser, 27 procent vedvarende energi og 30 procent energibesparelser.

Det er ambitiøse, men også realistiske mål. Men det er mål, der kun kan opfyldes, hvis energisektoren kan tiltrække kapital fra investorer, der tror på den grønne omstilling.

Det er her politikerne i høj grad kommer ind i billedet. Investeringer i grønne energiløsninger, som vedvarende energi og energieffektivitet, afhænger nemlig i høj grad af, om for eksempel investeringsbanker og pensionskasser tror på, at der er politisk opbakning og klare rammer på lang sigt. Og ingen politisk instans er i den sammenhæng vigtigere i EU end Det Europæiske Råd.

Sidste slag fra van Rompuy
En ambitiøs aftale på topmødet den 23/24. oktober er derfor helt afgørende for, hvilken retning investorernes penge vil flyde i energisektoren i de kommende 15 år.

Kampen om Europas grønne ambitioner er i gang.

Det bliver et af de sidste store slag for van Rompuy, og en sag Donald Tusk som fremtidig formand for Det Europæiske Råd vil følge tæt, for udfaldet af topmødet sender et vigtigt signal om Europas kurs på klima- og energiområdet, og har dermed  en væsentlig betydning for Tusks videre arbejde.

debat@altinget.dk