Historien om konkurrencen der blev væk

DEBAT: Regeringens nye el-lov vil øge el-priserne og forhindre en fuldstændig liberalisering af markedet, mener Jette Miller fra el-selskabet Natur-Energi. Men vil politikerne overhovedet konkurrencen, spørger hun.

Jette Miller
Vicedirektør for politik og kommunikation, Natur-Energi 

Der var engang en Produktivitetskommission, der sagde, at energisektoren var den tredje mindst produktive ud af 42 undersøgte brancher. Der var også en erhvervsminister, som lancerede et storstilet konkurrenceudspil under en overskrift om, at øget konkurrence ville give lavere priser til gavn for forbrugerne.

Og generelt var alle enige om, at det ikke skulle være dyrere at være dansker, og at der var behov for politikere, der turde træffe markante beslutninger for at genskabe væksten i samfundet, gøre landet rigere og sikre varig velfærd.

Endelig var der et helt konkret område, hvor man gennem fri og lige konkurrence kunne sikre forbrugerne lavere priser, nemlig energiområdet. Konkurrencen havde politikerne efterspurgt i mere end et årti, og nu var tiden altså kommet.

Store interesser på spil
Men sådan skulle det alligevel ikke gå. Der var store interesser på spil. Alene i detailleddet i el-branchen blev der omsat for mere end 43 milliarder kroner om året.

Naturligvis skulle alt gå rigtigt til, og derfor skulle en bred kreds høres i sagen. De hørte var imidlertid særdeles kritiske. Konkurrencestyrelsen tog "klart afstand fra det fremsendte lovforslag" og kaldte forslaget konkurrenceforvridende.

Energitilsynet mente, at manglen på mobilitet i markedet ville være en afgørende begrænsning for udviklingen af konkurrence. Håndværksrådet sagde, at forslaget ville føre til øgede elpriser, hvilket var det stik modsatte af, hvad ikke mindst gruppen af små og mellemstore virksomheder havde brug for.

Landbrug & Fødevarer sagde, at forslaget grundlæggende var i strid med idéerne bag selve liberaliseringen af elmarkedet. Og Forbrugerrådet sagde, at lovudkastet var yderst problematisk og ville betyde højere priser.

Slutningen er ikke skrevet endnu
De mange velmente råd til trods så det ikke ud til at blive til noget med konkurrencen. Spørgsmålet var derfor, om politikerne overhovedet ville konkurrencen, når det kom til stykket? Ville forbrugerne endnu engang blive sendt hjem med tomme løfter, udsigten til en dyrere elregning og endnu en sang om, at der var skabt øget konkurrence?

Historien slutter dog ikke her. Vi holder nemlig spændingen lidt endnu, da fortsættelsen følger ved Folketingets 1. behandling af et lovforslag om elforsyning den 20. november.

Forrige artikel Fremtiden - er den grønne omstilling i fare? Fremtiden - er den grønne omstilling i fare? Næste artikel Sats på gas i den tunge transport Sats på gas i den tunge transport