Grøn vækst venter på den anden side af energiforliget

DEBAT: Et energiforlig er påtrængende, skriver Anders Stouge fra Dansk Energi i dagens debatindlæg.

Af Anders Stouge,
vicedirektør i Dansk Energi

Nu har vi passeret to store politiske begivenheder: valget er overstået, og regeringsgrundlaget er på plads - som forventet med ambitiøse planer for energi og klima - og for vækst. To ting, der sagtens kan gå hånd i hånd. Nu mangler vi det næste skridt: at få et energiforlig på plads - meget gerne før jul.

Regeringsgrundlaget har store ambitioner for især vedvarende energi, energibesparelser og klima. Det flugter med energiselskabernes ambitioner om en energiproduktion, der er uafhængig af fossile brændsler og et markant lavere energiforbrug. Får vi det på plads, kan energisektoren løfte en stor del af klimaambitionen om et 40 procent lavere CO2-udslip.

Ikke nok med regeringsgrundlaget
Men regeringsgrundlaget gør ikke hele arbejdet alene. Energiforliget udløber i år, og derfor skal vi have et nyt, bredt energiforlig på plads hurtigst muligt - så vi får en solid forankring af den massive forandring, vi skal igennem. Et nyt energiforlig er påtrængende for at skabe klarhed og en troværdig retning om energiselskabernes investering i omegnen af 70 mia. kr., som, vores analyser viser, skal til for at løfte ambitionerne. Selvom vi kan være med på ambitionerne, er et energiforlig nødvendigt, for at vi i energisektoren kan prioritere de meget kapitaltunge investeringer.

Dansk Energi har i alt 11 anbefalinger til en ny energistrategi. Blandt de vigtigste bør et energiforlig:

- sikre, at det bliver rentabelt at få biomasse ind på de centrale kraftværker.

- indeholde en langsigtet udbygningsplan for havmølleparker og en målrettet tilskudsmodel for kystnære vindmøller

- have en langsigtet sikkerhed på mindst fem år for energiselskabernes effektivisering af energiforbruget.

- sikre, at ikke kun elforbrugerne betaler for investeringen i vedvarende energi, men i stedet gøre PSO-afgiften bred og dække over flere energityper samt en højere CO2-afgift på energiforbruget i de ikke-kvoteomfattede sektorer for at sætte fart i omstillingen.

Grøn vækst venter
Det er positivt for energiselskabernes investering i vedvarende energi og CO2-kvotesystemet, at regeringen foreslår, at vi tager et fælles europæisk skridt mod et CO2-reduktionsmål på 30 procent i stedet for de nuværende 20 procent. Vi håber også, at regeringen vil være med til sikre, at det kommende direktiv for energieffektivitet åbner for, at CO2-kvoter kan sættes til side og tages ud af markedet. Samlet vil det også skabe større sikkerhed om det provenu, som staten får ved salg af CO2-kvoter. Dermed sikrer vi både den grønne omstilling og et større bidrag til statskassen.

Med et fornuftigt forlig vil vi passere endnu en vigtig milepæl. På den anden side af milepælen venter den grønne vækst - alene i elbilerhvervet ligger 20.000 potentielle, videntunge og varige arbejdspladser på lang sigt. Men det kræver, at vi forvalter investeringen rigtigt. Energiområdet står overfor et massivt teknologispring, og får vi de rigtige rammer på plads, kan vi holde energibranchen i den værditunge del af produktionskæden. Det er derfor vigtigt, at regeringen som minimum fastholder niveauet og helst udvider rammen for offentlige midler til forskning, udvikling, demonstration og markedsmodning på energiområdet.

Danmark skal fastholde frontposition
Vi vil gøre vores for at holde fast i den danske frontløberposition på energi-innovation. Vores europamesterplads på smart grid-området skal vi videreudvikle, så vi sikrer os, at globale selskaber som IBM, ABB, Siemens, Schneider Electric og mange flere foretrækker Danmark som test- og udviklingsland for intelligente løsninger, som vi kan eksportere til resten af verden og sikre, at grøn vækst bliver en realitet. Her tegner regeringsgrundlaget et billede af, at vi kan komme godt fra start. Vi håber, vi hurtigst muligt kan få de konkrete rammer på plads, så vi også kommer godt i mål.

Forrige artikel Altinget | Energi & Klima præsenterer nyt debatpanel Næste artikel Energi er lig med magt og uafhængighed Energi er lig med magt og uafhængighed