Energi er lig med magt og uafhængighed

DEBAT: Danmark skal følge Tysklands eksempel og give et stort etableringstilskud til bølgeindustrien. Det mener Erik Skaarup.

Erik Skaarup
Formand for Bølgekraftforeningen

Politikerne taler om, at energi skal være billigt, for at vi kan være konkurrencedygtige med de andre lande i verden. Dette er en kortsigtet og gammeldags tankegang. At fortsætte den gamle, kortsigtede og billige løsning med fossile brændstoffer, der både forurener og løber tør, er ligesom at tisse i bukserne. Det varmer et meget kort øjeblik - og så bliver det faktisk koldere. I Danmark har vi nu en enestående chance for at ændre denne politik.

Billigste løsning kan blive den dyreste
Den nu forhenværende regering (som jeg selv havde stemt på) forstod det simpelthen ikke. De snakkede som gamle mænd. De havde den holdning, at vi kan vente med nye tiltag til lige før lukketid. Jeg er helt uenig i den betragtning. Den billigste løsning kan hurtigt blive den dyreste. Det er ikke meningen, at energi skal være meget dyrere for forbrugeren, men staten skal simpelthen investere med tilskud til nye anlæg og afskrive det straks. På den måde bliver driftsomkostninger en forrentning af den tilbageværende gæld, mandetimer og vedligeholdelse.

Kommercielle bølgeanlæg på vej
Jeg har lige været i England, Southampton til 9 EWTEC, der er en kongres for bølgeenergi, der kun bliver afholdt hvert andet år. Deltagerne kommer fra hele verden. Denne gang var der 465 deltagere. Man kan tydeligt fornemme, at de første kommercielle bølgeanlæg er på vej. Om 3-4 år vil parker af anlæg allerede være under etablering, startende i det skotske område nær Orkneyøerne.

Vi skal i gang nu
Skal Danmark have en chance for at komme med i løbet, skal der startes omgående. Der skal afsættes store beløb i form af etableringstilskud. Endnu vigtigere er en forhøjet elpris i en tiårig periode for at kunne tiltrække investorer og firmaer, der på den måde kan se en chance for at få noget af den investerede kapital retur. Det er ikke meningen, at staten skal lave regler for et stort "tag-selv-bord". El-tilskuddet kunne begrænses til 5 MW per koncept. Det forventes, at der vil være mellem 6 og maksimalt 10 af disse forskellige typer anlæg, hvilket vil gøre, at loftet højst kan komme op på 50 MW. Personligt tror jeg, der vil være tale om det halve. Så det er bare om at komme i gang, hvis Danmark skal have mulighed for måske at gentage vores "vindmølleeventyr".

Tyskland et mønstereksempel
Bølgeenergi vil kræve langt større midler i opstartsfasen, end vindmølleindustrien fik. Men det skal være begrænsede subsidier, så det hele ikke løber løbsk. Jeg vil henlede opmærksomheden på, hvad tyskerne gjorde med solcelleindustrien. Man gav meget store tilskud til kWh og til etableringen. Det har skabt 20.000 nye arbejdspladser og sat Tyskland på verdens ubestridte førsteplads, hvad angår solceller. Over 50 procent af verdens solcellekapacitet er nu i Tyskland. Den tyske stat har allerede nu på grund af arbejdspladser, eksport og knowhow tjent alle udlagte midler ind og mere til. Derfor er Tyskland nu også landet, der for solcelleanlægs vedkommende skal hjælpe Japan til at reetablere noget af den tabte energiproduktion med ren energi.

Tilskudsordninger ønskes
Dette er et lysende eksempel på, hvordan det kan gå, selv om tilskuddene i begyndelsen, selv efter min egen mening, var alt for høje. Jeg tog fejl. Det er aldrig for sent at blive klogere. Skulle vi ikke tage dette positive og opløftende eksempel og overføre det på dansk bølgeenergi. Dansk vindmølleenergi er allerede gået offshore, og meget af den knowhow omkring materialer og styresystemer kan mere eller mindre direkte anvendes i bølgeindustrien. Vi skal altså ikke opfinde den dybe tallerken igen. Lad os omgående komme i gang med tilskudsordninger, så vi hurtigt kan komme ud af starthullerne. Hvad skal der til for at få det rigtigt i gang? Vilje, handling og penge, for mens græsset gror - dør horsemor.

Forrige artikel Grøn vækst venter på den anden side af energiforliget Næste artikel Regeringen tager fat på landbrugets drivhusgasser i ny kommission Regeringen tager fat på landbrugets drivhusgasser i ny kommission