EU i reel offensiv på energi
KLUMME: Energiunionen er en reel offensiv dagsorden, hvor EU’s medlemslande, Kommissionen og EU-Parlamentet er enige om behovet for noget så umoderne som yderligere integration og fælles europæiske løsninger, skriver Dansk Energis Jørgen Skovmose fra Bruxelles.
Af Jørgen Skovmose Madsen,
Chef for Dansk Energis kontor i Bruxelles
Efter at også jul og nytår blev mærket af terrortrusler, fortsætter den massive tilstedeværelse af militær og politi i gaderne i Bruxelles. På Place Schuman, der ligger en blød inderside fra Dansk Energis kontor i EU-kvarteret, er der permanent 10-15 soldater, der står vagt foran diverse officielle bygninger – navnlig ambassader og EU-bygninger.
Til trods for et vel meget reelt trusselsbillede, der ikke mindst bunder i de talrige politiaktioner i bydelen Molenbeek, går livet i byen videre på bemærkelsesværdig vis. Metroen er lige så propfyldt, som den plejer, og ovennævnte Place Schuman vrimler med slips og spadseredragter.
I EU-Kommissionen fortsætter arbejdet med at udfolde ambitionen om Energiunionen som et af de helt store flagskibsprojekter frem mod 2020.
EU offensiv med energiunion
Bevares, der er også vigtige dagsordner omkring flygtninge, fortsat håndtering af den græske krise og genforhandling af Storbritanniens relation til EU. Men fælles for førnævnte er, at EU i alle tre tilfælde modvilligt er blevet kastet ud i diverse brandslukningsøvelser.
Modsat er Energiunionen en reel offensiv dagsorden, hvor EU’s medlemslande, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet er enige om behovet for noget så umoderne som yderligere integration og fælles europæiske løsninger.
Behovet for yderligere samarbejde på energiområdet er blevet hjulpet på vej af Ruslands ageren over for Ukraine og de deraf manglende gasleverancer til blandt andet Bulgarien og Slovakiet. Senest er den debat blevet aktuel som følge af Gazproms planer om at etablere en ny gasledning gennem Østersøen – den såkaldte Nordstream 2.
Prekær sag
Formålet er naturligvis at få yderligere adgang til det attraktive vesteuropæiske marked uden at være ensidigt afhængig af eksisterende infrastruktur gennem Ukraine og de central- og østeuropæiske EU-lande.
Det er naturligvis en prekær sag, da det for tyske politikere kan være interessant at sikre adgangen til russisk gas, mens fx Polen og de baltiske lande ser det som en reel trussel i forhold til fremtidige leverancer. Hertil er det værd at nævne, at seks af de central- og østeuropæiske lande er 100 procent afhængige af russiske leverandører, når det kommer til gas.
Kompliceret løsning
Løsningen på den vanskelige gassituation i Europa indeholder en blanding af reduktion af forbruget gennem energieffektiviseringer, større udnyttelse af egne energiressourcer og diversificering af gasforsyningerne. I forhold til sidstnævnte er der fra visse østeuropæiske lande et stort ønske om at udbygge terminaler til modtagelse af flydende naturgas (LNG).
I øjeblikket findes de største terminaler i Vesteuropa (blandt andet Frankrig, Spanien, Holland og Storbritannien), men der er fremskredne planer om terminaler i både Baltikum og Kroatien. Uanset hvor eventuelle terminaler etableres i fremtiden, vil også LNG skulle hentes i lande uden for EU. Ikke fra Rusland, men fra primært Qatar, Algeriet og Nigeria.
Råd: Energispareordningen har brug for nytænkning
Dansk Fjernvarme til DI: Vi er helt enige om målet
