EU-chef efter Nord Stream-angreb: Fem tiltag skal sikre kritisk infrastruktur

Sårbar infrastruktur som rørledninger og undervandskabler skal stresstestes og overvåges bedre, Nato og internationale partnere skal involveres, og så skal muligheden for at få hjælp i en nødsituation styrkes, lyder det fra EU-Kommissionens formand.

BRUXELLES: Eksplosionerne på gasrørledninger Nord Stream 1 og 2 nær dansk farvand får nu EU-Kommissionens chef, Ursula von der Leyen, til at lægge nye forslag på bordet, der skal styrke sikkerheden omkring kritisk infrastruktur i de 27 EU-lande

”Sabotagehandlingerne mod Nord Stream-rørledninger har vist, hvor sårbar vores energiinfrastruktur er. For første gang i nyere historie er den blevet et mål. Rørledninger og undervandskabler forbinder europæiske borgere og firmaer til resten af verden. De er livliner af data og energi,” sagde kommissionsformanden i en tale til Europa-Parlamentet onsdag morgen.

Her følger hendes fempunktsplan for, hvordan sikkerheden kan styrkes omkring vigtige samfundsbærende installationer:

  1. Landene skal udføre såkaldte stress tests på først energisektoren og siden på andre højrisikosektorer som undersøiske datakabler og elektricitetsinfrastruktur.
    ”Vi kan og vi bør identificere de svageste punkter og forberede vores reaktion på pludselige afbrydelser. Vi skal ikke vente på, at der sker noget,” sagde von der Leyen.
  2. Allerede nu bør landene gøre brug af et nyt sæt EU-regler om styrkelse af modstandskraft for kritisk infrastruktur, som er på vej gennem EU-lovmøllen, men mangler at blive helt klappet af.
  3. Kommissionen vil styrke muligheden for at bruge EU’s såkaldte civile beskyttelsesmekanisme i tilfælde af angreb, der leder til nedbrud af samfundskritiske funktioner. Det er en mekanisme, der koordinerer støtte mellem lande, der er endt i en nødsituation og beder om særlig hjælp.
    ”Med det kan vi støtte medlemsstater i deres svar på nedbrydelser på kritisk infrastruktur, for eksempel med brændstof, generatorer eller den nødvendige husningskapacitet,” sagde von de Leyen
  4. EU vil bruge sine overvågningssatellitter mere aktivt til at opdage mulige trusler.
  5. Samarbejdet med Nato-forsvarsalliancen og vigtige allierede som USA skal trappes op.

Statsminister Mette Frederiksen (S) tog lørdag til London og Bruxelles for at søge støtte fra den britiske regering, Nato og EU efter angrebene på de to gasrørledninger tæt på Bornholm. {{toplink}}

Forrige artikel Her er de love og lovændringer, Dan Jørgensen vil fremsætte i dette folketingsår Her er de love og lovændringer, Dan Jørgensen vil fremsætte i dette folketingsår Næste artikel Mette Frederiksen udskriver valg til 1. november: Går efter en bred regering Mette Frederiksen udskriver valg til 1. november: Går efter en bred regering