Et slag for personligt el-ansvar

DEBAT: De politiske partier har sikret et bredt og fornuftigt energiforlig, lyder det fra Mike Legarth. Nu er det ifølge den Konservative energiordfører op til den almindelige forbruger at gøre en forskel.

Af Mike Legarth
Energiordfører for Det Konservative Folkeparti 

"Et stort grønt skridt fremad til en fornuftig pris." sådan formulerede jeg mig efter afslutningen på energiforliget i marts. Det var en god aftale, hvor det lykkedes at få gennemført den grønne linje, som Connie Hedegaard satte i gang i hendes tid - en yderligere omstilling til mere vedvarende energi.

Og set fra et samfundsmæssigt perspektiv er det godt, når der indgås brede forlig blandt Folketingets partier. For når vi står sammen om at løse problemer, giver det oftest et bedre afsæt.

Nu skal vi så ikke tro, at alle problemer kun kan løses blandt Folketingets partier. For der er i høj grad steder, hvor vi som ganske almindelige borgere kan gøre en forskel - og endda spare betragteligt på samfundsressourcerne og egen pengepung.

Elforbrug i hjemmet
Hjemmets elforbrug er et af de områder, hvor man som helt almindelig forbruger kan nedsætte omkostningerne. Og det danske marked for intelligente elmålere er voksende, så vi som forbrugere kan vælge imellem et hav af forskellige produkter.
Som forbruger kan man blandt andet anskaffe sig et måleapparat, som kan måle det aktuelle elforbrug i watt. På den måde kan man se, hvor meget ens fjernsyn og computer bruger af energi, både i tændt og slukket tilstand.

En anden mulighed er målere, som viser, hvornår prisen på el er billigst. På den måde kan man se, hvornår det er bedst at starte vaskemaskiner eller støvsugeren, eller se hvornår det er bedst at lade bilen op i garagen.

Det er altså blevet meget lettere at være en mere miljørigtig forbruger. Og bedst af alt, så oplever man en klar økonomisk nettogevinst, når man dagligt kan følge husstandens forbrug.

Forrige artikel Energiaftalen kan blive dyrere end ventet Næste artikel EU skal stå fast i luftfartsstrid EU skal stå fast i luftfartsstrid