Enhedslisten: Lilleholt har lagt varmeløsninger på køl

DEBAT: Energiforligskredsen afventer en række varmeløsninger og analyser fra ministeren. Det er skuffende, at de bliver udskudt, skriver Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der samtidig melder sit parti klar til at indføre afgift på biomasse.

Af Søren Egge Rasmussen (EL),
Energiordfører

Da jeg blev valgt til folketinget og blev energiordfører for Enhedslisten, havde jeg en forventning om, at der ville blive travlhed med at følge op på det energipoliske forlig.

Jeg er blevet skuffet over, at energiministeren blandt andet har lagt en række varmeløsninger på køl, og at diverse analyser stadig afventer, at regeringen skal blive enige med sig selv, inden at analyserne kan blive politisk behandlet i energiforligskredsen.

På kraftvarmedagen i Sabro kunne ministeren fortælle, at der vil komme tre ud af seks bestilte rapporter på energiområdet i maj. I samrådet den 5. november 2015 om de manglende analyser garanterede ministeren ellers, at de ville komme om tre måneder, d.v.s. inden den 5. februar.

Brug for hurtig afklaring
Mens vi endnu venter på rapporterne bl.a om afgifter og tilskud i energisektoren, kommer uløste problemer tættere på, og omstillingen til vedvarende energi og den langsigtede planlægning bliver generet af regeringens politisk nøl.

De decentrale kraftvarmeværker har brug for en hurtig afklaring af, hvad der skal ske, når det nuværende grundbeløb på i alt 2½ mia. kr. bortfalder 1. januar 2019, hvilket i gennemsnit vil betyde 5000 kr. i ekstra varmeregning pr. husstand. For nogle værker er der risiko for en fordobling af varmeprisen.

Samproduktion af el og varme giver en bedre udnyttelse af brændslerne, men de lave elpriser har ødelagt økonomien, og vi skal i energiforligskredsen finde en løsning, hvor varmeværkerne kan bidrage til løsninger, hvor vi får udnyttet mere at den vedvarende el i store varmepumper i varmesystemet, og hvor der betales for backupløsninger.

Rapport har samlet støv
Pludselig den 8. marts fremsendte ministeren en rapport om screening af geotermi af 28 fjernvarmeområder. Rapporten var dateret den 15. september og fremsendt uden forklaring på, hvorfor den har samlet støv et halvt år inden fremsendelsen, som skete uden anbefalinger.

Det ville ellers have været hensigtsmæssigt at kende rapporten, da energiforligskredsen i december udmøntede energireserven og bevilligede støtte til geotermi. I udviklingen af fremtidens CO2-neutrale fjernvarmeforsyning bør potentialet for geotermi nøje undersøges og prioriteres.

Rapporten fastslår, at den vigtigste barriere for udbygningen med geotermi er konkurrencen med ikke afgiftbelagte biobrændsler, som forventes at blive den dominerende fjernvarmekilde i fremtiden. Rapporten har 28 områderapporter for konkrete fjernvarmeområder. Jeg håber, kommunerne og varmeselskaberne nøje vil læse materialet og ikke lade sig afskrække af, hvad der gik galt i Viborg.

Behov for afgifter på biomasse
Klimarådets første rapport: ”Omstilling med omtanke” forholdt sig kritisk til den øgede import af biomasse med meldingen om, at energisystemet i en periode fastlåses i en teknologi, der ikke er samfundsøkonomisk hensigtsmæssig og appellerede til at indrette reguleringen, så den afspejler biomassens reelle klimabelastning, så biomasse ikke favoriseres af afgiftssystemet.

Jeg er helt enig, vi skal have afgifter på biomasse.

Import af træpiller og flis er stigende og udgør over 40 procent af den anvendte biomasse. Danmark skal ikke støvsuge hele verden for biomasse. I stedet skal vi udbygge den vedvarende energi, og her er det en glædelig tendens, at flere varmeværker udbygger med store solfangeranlæg med store varmelagre. Udviklingen har tidligere været støttet af EUDP-midler, men er nu udviklet, så anlæg kan opføres uden driftstøtte.

Enhedslisten støtter, at vi hurtigt får taget en række beslutninger, som kan sikre den kollektive varmeforsynings fremtid og sikre, at el fra vedvarende energi i højere grad udnyttes i Danmark.

Forrige artikel Dansk Fjernvarme: Vigtigt med ny regulering af elsektoren Dansk Fjernvarme: Vigtigt med ny regulering af elsektoren Næste artikel Dansk Energi: Hvad vil COP21 betyde for EU? Dansk Energi: Hvad vil COP21 betyde for EU?