DI Energi & Dansk Energi: Englands-kabel vil være en kæmpe gevinst

DEBAT: Hvis briterne kan koge thevand med dansk vindmølle-strøm, kan vi vente os store eksportindtægter og en styrket forsyningssikkerhed, skriver Troels Ranis fra DI Energi og Anders Stouge fra Dansk Energi. De glæder sig over Energinet.dk’s initiativ.

Af Troels Ranis
Branchedirektør i DI Energi 

og Anders Stouge
Vicedirektør i Dansk Energi

Danmark er en lille åben økonomi, der er afhængig af handel med udlandet. Ligeledes er vores energisystem afhængig af at være forbundet til vores naboer. 

Forbindelser er sammen med fleksible kraftvarmeværker i Danmark med til at sikre stabil strøm til lave priser.  

Med EU’s energiunion tager vi nye vigtige skridt mod et marked, hvor strømmen flyder endnu friere. Grundideen er, at konkurrence giver de laveste priser for forbrugere i hele Europa.

Stærkere markeder i sigtekornet
Omstillingen af vores energisystem til meget mere grøn energi bygger på, at vi anvender den grønne strøm. Forbrug og produktion skal passe sammen både ved øget anvendelse i Danmark og ved at finde markeder for vores strøm i udlandet. 

Det første kan vi gøre eksempelvis ved at fremme eldrevne varmepumper i fjernvarmen eller ved at elektrificere transporten. Det sidste kræver gode forbindelser.

Historisk har vi fokuseret på vores nærmeste naboer. I dag er vores kapacitet til udlandet koncentreret på Norge, Sverige og Tyskland med cirka en tredjedel til hver. Den næste store milepæl er det såkaldte Cobra-kabel til Holland på 700 MW, som er planlagt færdigt i 2019. 

Men skal vi have størst mulig værdi ud af Nordens grønne energiressourcer, må vi fokusere endnu stærkere på de markeder, hvor efterspørgslen efter vores strøm er størst. 

Investeringerne vokser i Vest
Her er vestover den helt rigtige vej at gå. 

Derfor er det glædeligt, at det statsejede selskab Energinet.dk anmoder energiminister Lars Christian Lilleholt om tilladelse til at anlægge det såkaldte Viking Link-kabel, der for første gang vil forbinde det danske elmarked med det britiske.

Forbindelsen kan føre 1400 MW, svarende til strømmen fra fire store kraftværksblokke, over Nordsøen, når strømmen efter planen sluttes i 2022. 

Dermed kan briterne se frem til at koge thevand med strøm fra danske vindmøller. 

Det giver samtidig en stor eksportindtægt til Danmark, da prisen på el i Storbritannien generelt er højere. Dermed øges værdien af de investeringer, vi allerede har foretaget i Danmark.

Store gevinster
Viking Link er ifølge Energinet.dk’s analyser en gevinst for både danske producenter, virksomheder og almindelige forbrugere. 

Producenter kan sælge strøm til en højere pris, og virksomheder og forbrugere får en besparelse på elregningen, når de skal betale mindre støtte til vedvarende energi og til at få elsystemet til at fungere, herunder til back-up reserver.

Beregninger fra Konsulenthuset EA Energianalyse viser, at forbindelsen medfører en gevinst på 5,6 milliarder kroner for den danske samfundsøkonomi. 

Når kablet er lagt, ventes det at eksportere cirka 10 TWh strøm om året. Det betyder bedre afregningspriser for de danske vindmøller og højere produktion på de danske kraftværker. 

Samtidig styrker det forsyningssikkerheden, fordi vi kan importere mere strøm, når det ikke blæser. 

Der er udsigt til mere
Forbindelser til udlandet er et stærkt supplement til de danske kraftvarmeværker, som også fremover er garant for sikre både el og varme. 

Kombineres Viking Link endvidere med øget udrulning af store varmepumper, der kan omdanne den vedvarende strøm til varme i fjernvarmenettet, vil den samfundsøkonomiske gevinst være endnu højere, helt op mod 23 milliarder kroner frem mod 2040. 

Konklusionen er altså klar: Vi har brug for forbindelser som Viking Link -  sideløbende med at vi øger brugen af grøn strøm i Danmark. 

Det er godt for konkurrencen, det er godt for forsyningssikkerheden, det er godt for eksporten, og det er godt for elforbrugeren.

 

Forrige artikel DI: Lav oliepris er godt for dansk økonomi DI: Lav oliepris er godt for dansk økonomi Næste artikel WWF: Vismændenes klimaberegninger er ren hokuspokus WWF: Vismændenes klimaberegninger er ren hokuspokus